Samarbejde resulterer i ny bog om Atlantvolden i Nordjylland

Stærkt samarbejde mellem nordjyske museer og Aalborg Universitet resulterer i ny bog om Atlantvolden.

191

Fredag den 30. november var der reception i forbindelse med publicering af bogen ”Atlantvolden i Nordjylland”, og mange historieinteresserede var mødt op for at erhverve sig et eksemplar af det mere end tre kg. tunge tobindsværk af en coffee table book, der har været undervejs i næsten tre år.

Første bind bærer undertitlen ”Hitlers krig og befæstningen af Nordjylland” og omhandler perioden 1940-1945. Andet bind har undertitlen ”Mennesker og efterliv” og behandler såvel hverdagslivet for lokalbefolkningen side om side med de tyske soldater ved kystbyerne som arbejderne der byggede bunkerne og den historie, der knytter sig til Atlantvoldens bunkere fra befrielsen i 1945 og frem til i dag.

Herunder har den lokale museumsinspektør med særlig knytning til Bunkermuseet Hirtshals på Vendsyssel Historiske Museum Chrestina Dahl skrevet kapitlet: ”Fra skampletter til kulturminder – Atlantvoldens bunkere efter 1945”. Dette kapitel tog oprindeligt udgangspunkt i forfatterens undring over den brutale behandling der foregår omkring de vigtige historiske levn, som bunkerne vitterligt er.

Der males graffiti på dem, tisses på dem, sættes klatregreb på dem, og de møbleres med kasserede sofaer og borde og udgør rammerne omkring ungdommens drukfester mv. Og ingen reagerer tilsyneladende på det. Derfor besluttede hun sig for at undersøge, hvilken udvikling der var sket i behandlingen af og synet på Atlantvoldens bunkere fra befrielsen og fremefter, for hvad var der egentlig gået forud for denne løsslupne adfærd omkring bunkerne?

Slutteligt bekendtgør forfatteren da også, at hun finder det vigtigt, at der inden længe tages aktivt stilling til, hvordan bunkerne på bedst mulig vis kan bevares for eftertiden. For selvom de står som symboler på et mørkt kapitel i Danmarks, Europas og endda verdens historie, så kan vi både i dag og fremadrettet i høj grad tage ved lære af at blive konfronteret med dem i landskabet.

Projektet ”Atlantvolden i Nordjylland”, der har udgivet bogen af samme titel, er et samarbejde mellem Museum Thy, Nordjyllands Kystmuseum, Vendsyssel Historiske Museum og Aalborg Universitet og er finansieret af Veluxfondens Museumssatsning. Bogen kan bl.a. købes i museumsbutikken på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring og på Hirtshals Museum.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments