Sagnkunst og kulturarv i Tornby Klitplantage

Sagnkunst er et formidlingsprojekt hos Vendsyssel Historiske Museum i samarbejde med Tornby Skole.

189

Eleverne i 5.T på Tornby-Vidstrup Skole har i den sidste tid arbejdet med spørgsmålet “hvad er kulturarv?” sammen med Vendsyssel Historiske Museum. Over 2 workshop-dage i uge 43, har klassen været ude i Tornby Klitplantage og lavet land art.

Med udgangspunkt i de unikke sagn, der knytter sig til 3 forskellige steder i plantagen, har eleverne lavet 3 land art-værker. Værkerne fortolker disse sagn ved brug af de materialer, der er til stede i plantagen og vække de ellers usynlige historier til live i landskabet. Stederne er Russerbakken, Yxenbæk og Slavestenen.

Forud for dette har praktikant Line Bach Haga været ude og lave et oplæg for klassen omkring projektet i sin helhed, stedets historie og land art og begyndt en diskussion med eleverne om, hvad kulturarv egentligt ér for en størrelse.

Land art-værkerne vil blive i plantagen og videre formidles af museet indtil den 13. december. Et kort med placeringerne af værkerne findes på Sagnkunst i skoven og tillige på museets Facebook-side.

Tornby Klitplantage er et specielt stykke natur- og kulturhistorie, hvor historierne rækker langt tilbage og vidt omkring sig, og det er dette, Vendsyssel Historiske Museum sætter fokus på gennem projektet. De udvalgte steder og historier er ikke, hvad man som det første vil tænke på som kulturarv. Derfor udfordres eleverne og skovens gæster i spørgsmålet om, hvad og hvor kulturarv er. Det er et projekt, der handler om lokalhistorie ude i landskabet, og formidlerne også er lokale, nemlig skolebørn, der bor med plantagen som nabo. Museet udvalgte stederne i plantagen, der skulle formidles, men derefter var det helt og aldeles op til eleverne, hvordan de ville formidle stedernes sagnhistorie gennem land art.

Nu hvor værkerne er færdige, bliver de på stedet og udvikler sig med naturens gang. Museet har opsat skilte ved værkerne, der fortæller om projektet, de enkelte steders sagn og der også en QR-kode på hver, som linker til en skjult hjemmeside. På disse skjulte hjemmesider kan man finde den historiske baggrund for sagnene, billeder og en video, hvor børnene fortæller om deres værk. Disse skjulte hjemmesider vil være klar den 2. november.

Lørdag den 3. november kl. 10 vil der være mulighed for at deltage i en gratis guidet tur i plantagen med fokus på projektet og de færdige værker. Mødested vil være P-pladsen for enden af Russerbakkevej. Tilmelding er dog nødvendig ved at sende en email til lbh@vhm.dk.

Projektet er udarbejdet og ledet af praktikant Line Bach Haga, der er bachelor i Forhistorisk Arkæologi med tilvalg i Museologiske Studier og i gang med kandidatuddannelsen Sustainable Heritage Management ved Aarhus Universitet.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Torben Stæhr
6 år siden

Spændende projekt.