Sæsonen skudt i gang hos Sindal Billard Klub

Sæsonen 2018/2019 er skudt godt i gang hos Sindal Billard Klub.

72
Thorvald Jørgensen fra Sindal Billard Klub. Foto: Arkiv.

Fire af Sindal Billard Klubs medlemmer har, som sidste afpudsning inden den officielle turneringsstart, deltaget i Old Boys Stævne arrangeret af Tårs BK.

36 spillere fra forskellige klubber i Jylland havde sat hinanden stævne. Efter morgenkaffe og en højrystet snakken om løst og fast. Ja, en overgang lød det nærmest som en kalkunfarm.

Turneringslederen orienterede om dagens program, og endelig kunne spillet tage sin begyndelse.

Poul Erik Thomsen og Kaj Kristensen fandt desværre ikke frem til det polerede spil. Således måtte de begge kæmpe noget ekstra for pointene. Selv om de efter bedste evne forsøgte løb de desværre ind i lutter nederlag. Med en indsats lidt under middel blev det således til et meget tidligt exit. Begge blev derfor sidst i deres puljer.

Noget bedre gik det for Hans Christian Jørgensen. Med en sejr og et nederlag efter spil lige over middel snuppede han puljens andenplads, og dermed videre adgang til knock out kampene.

I første runde tog han endnu en sejr. I den anden runde blev han sat under alvorligt pres, hvorved han sluttelig måtte indkassere et klart nederlag. En placering som nummer 9-16 blev således endestationen.

Thorvald Jørgensen var fra start rigtig skarp, og således gjorde han rent bord i puljen.
Med den sikre førsteplads efter indledende runde var også han klar til den afsluttende finalerunde.

I første runde holdt han fast i konceptet, og således havde han hurtigt sikret sig sejren.
I anden runde fik han mere modstand, men også her havde han overskud og dermed kunne han uden de store sværdslag trille en forholdsvis sikker sejr i land.

I tredje runde af finalespillet var kræfterne desværre svundet ind. Fejlene meldte sig i takt hermed, og sluttelig måtte han se sig besejret ganske klart. Slutfacit blev således nummer 5-8.

DDBU´s holdturneringer indledes i uge 34, så allerede når disse linjer læses, kan de første points allerede være spillet i hus.

Klubbens førstehold i keglebillardens 2. division Vest indleder sæsonen med et vaskeægte lokalopgør. Søndag 2. september kommer Asaa nemlig på besøg.

Gæsterne er kæmpe favorit, men i dette opgør er der tradition for at alt kan ske.
Spændende bliver det, når ballerne igen triller på det grønne klæde.

Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments