Sæsonafslutning for drengene fra B75 i Jyllandsserien

Der var lørdag den 21. marts dømt sæsonafslutning for den forenede Drenge Jyllandsserie (DRJS) og Junior 1 række bestående af seks hold.

23

Der har været deltagelse af VRI (DRJS), Sjørring (DRJS), SISU/MBK (Jun-1), Hjallerup (Jun-1), Viby (DRJS) og B75 (DRJS).

Der har dernæst været fem kampdage, så alle hold har mødt hinanden to gange, men helt sådan blev det dog ikke i praksis på grund af sygdom og afbud.

Lørdag skulle der spilles i Bellevuehallen i Risskov på VRIs hjemmebane. B75 stillede op med Nicklas Bjerregaard, Andreas Vede Andersen og Jakob B. Larsen. Første kamp for B75 var mod Viby, som har stillet med et relativt svagt hold i forhold til, at DRJS er uden ratinggrænse.

Viby havde desværre besluttet sig for at blive væk, og der var hverken meldt afbud til dem, de skulle spille mod, værterne fra VRI eller til DGI, som organiserer disse ungdomsrækker. En skrivebordssejr på 10-0 blev det dermed til, selvom holdet fra B75 havde håbet at kunne spille kampen som en god opvarmning til rækkens stærkeste hold fra VRI.

VRI stillede nemlig op med et særdeles stærkt hold bestående af Christian Smedegaard, Emil Christensen og Johannes Mortensen med laveste rating omkring de 1320, så B75 måtte forvente nogle skrappe modstandere. Imidlertid lod det unge hold fra B75 med to førsteårs drengespillere og en yngre drengespiller sig ikke imponere. Sætscoren for de 9 singler og den ene double var:

Nicklas – Christian Smedegaard: 3-0
Andreas – Emil Christensen: 3-1
Jakob – Johannes Mortensen: 3-0
Nicklas – Emil Christensen: 1-3
Jakob – Christian Smedegaard: 3-0
Andreas – Johannes Mortensen: 3-2
Andreas/Jakob – Emil/Christian: 3-1
Jakob – Emil Christensen: 3-2
Nicklas – Johannes Mortensen: 0-3
Andreas – Christian Smedegaard: 0-3

Dermed vinder B75 en samlet sejr på 7-3 over VRI. En ganske pudsig oplevelse leverede Jakob i sin kamp mod Christian Smedegaard i det tredje sæt. Jakob havde vundet de to første sæt, og i det tredje sæt kom Christian Smedegaard rigtig godt fra start. Han fik en føring på 10-3, hvorefter det så ud, som om Jakob opdagede, at han var bagud.

Indenfor få minutter rykker Jakob forbi Christian Smedegaard og vinder tredje sæt med 12-10 og 9 point i træk. Christian så ikke helt ud, som om han troede, det var sket, men et par forsigtige tjat til banderne antydede, at han nok havde opdaget det.

Andreas udviste også klassiske dyder om aldrig at give op. I kampen mod Johannes Mortensen var han nede med 2-0 i sæt, men kæmpede og kæmpede. Andreas kom med i kampen ved aldrig at give op, og til sids kunne han række hænderne i vejret efter en tæt afgørelse i 5. sæt.

Nicklas blev for anden gang kaldt ind til holdet som reserve, og igen lørdag viser han spil af høj karat. Nicklas fik en enkelt sejr, men sikke en. Nicklas vinder en meget klar 3-0 sejr over Christian Smedegaard. Christian så ud til at have vanskeligheder ved at spille mod en venstrehåndsspiller, og det udnyttede Nicklas på fornem vis.

Christian havde omkring 120 flere ratingpoint end Nicklas, og det viser bare endnu engang, at en seriøs træningsindsats og den rette indstilling kan flytte rigtig meget.

Jonas Sørensen styrede som holdleder og coach sine tropper på fornem vis. Han udtrykte stor tilfredshed med den seriøsitet, som spillerne viste, og at de både evnede at lytte til gode råd og at føre dem ud i livet.

Det var tydeligt for alle udenfor, at der var en rigtig god kemi mellem de tre spillere og Jonas, og resultatet kan man ikke klage meget over. B75 slutter rækken på en flot andenplads efter VRI og foran begge Junior 1 hold.

Holdet har bestået af: Xenia Rindom, Kevin Nielsen, Andreas Andersen, Nicklas Bjerregaard og Jakob B. Larsen. Nogle afbud på grund af sygdom undervejs blev kostbare, da B75 ikke kunne stille hold, men spillerne kan absolut være deres præstation bekendt.

Martin Lund Nielsen, Mads Beske og Jonas Sørensen har coachet til stor glæde for alle involverede, forlyder det fra B75. Der blev nemlig oplevet et fantastisk godt sammenhold mellem både spillere og coaches samt de medrejsende forældre.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments