Sådan har danskerne det under coronakrisen

Danskerne har været bekymrede, frustrerede og irritable over at arbejde hjemme. Det viser en ny undersøgelse, YouGov har foretaget for Krifa. Men samtidig er det sindsstemninger som ’rolig’ og ’afslappet’, der topper listen i undersøgelsen.

136
Foto: Pixabay.

Corona-pandemien har vendt op og ned på danskernes hverdag, og for flere tusinde har det betydet hjemmearbejde i mere end otte uger. Men hvordan står det egentligt til med trivslen i alt det her? Det ser Krifas Videncenter for God Arbejdslyst nærmere på i en ny undersøgelse.

– De danske lønmodtagere står i meget forskellige situationer på grund af krisen. Halvdelen af danskerne har haft ekstra travlt fx med arbejde og hjemmeskoling, mens den anden halvdel har tømt butikkerne for puslespil og bagegrej for at udfylde tomrummet. Det kommer tydeligt til udtryk i undersøgelsen her, og begge situationer kan være svære, siger Søren Fibiger Olesen, der er formand i Krifa.

Positive effekter af hjemmearbejde
Corona-pandemien har betydet store omvæltninger i mange danskeres liv, og danskerne har været både bekymrede, frustrerede og irritable over at arbejde hjemme ifølge undersøgelsen. Men det er sindsstemninger som ’rolig’ og ’afslappet’, der topper listen.

– Det er noget, vi kan nikke genkendende til i Krifa også. Selvom vi har haft uhyre travlt med at hjælpe de mange nyledige og rådvilde medlemmer, har flere medarbejdere haft stor glæde af at arbejde hjemme, lyder det fra Søren Fibiger Olesen.

Søren Fibiger Olesen er formand for Krifa.

Mere end halvdelen af danskerne siger desuden, at deres seneste arbejdsdag i høj eller meget høj grad var god, og 51 procent oplever god balance mellem arbejde og fritid.

Mangler kollegerne
Men det er ikke kun fryd og gammen at arbejde hjemme så længe. 46 procent af danskerne savner deres kolleger, og for 32 procent er manglen på socialt samvær den største udfordring ved det midlertidige hjemmekontor.

– Vi skal generelt være meget opmærksomme på trivslen, når vi vender tilbage på arbejdspladserne. Mange har mistet kollegaer, og vores undersøgelse viser, at hver femte selv frygter en fyring. Samtidig har de fleste været under hårdt pres i en periode både fysisk og psykisk, og de har manglet sparring og fællesskab. Så det er nu, vi skal fokusere på arbejdslyst og trivsel, hvis vi skal tage stresssygemeldingerne i opløbet, siger Søren Fibiger Olesen og fortsætter:

– Der er en stor risiko for, at der overfokuseres på indtjening og økonomi uden skelen til trivsel. Hvis det sker, skyder danske virksomheder sig i foden og gør ondt værre. God økonomi skabes blandt andet gennem medarbejdernes trivsel, for trivsel og produktivitet hænger uløseligt sammen.

Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov i perioden 17. – 23. april 2020.
  • Undersøgelsen er gennemført via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet.
  • Der er i alt gennemført 1023 CAWI-interview med danske lønmodtagere i alderen 18-65 år, som pga. Corona-situationen primært arbejder hjemmefra.
  • Data er vejet på dimensionerne køn, alder og geografi på baggrund af et ideal fra Danmarks Statistik således, at bruttoresultaterne er repræsentative for befolkningen i relation til ovenstående målgruppe.
  • For at teste for signifikante forskelle mellem de forskellige grupper er der udført en T-test.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments