Rundvisning på Bunkermuseet i Hirtshals

At der omkring Hirtshals engang har været store pansergrave og udlagt miner, kan være svært at forestille sig, når man i vore dage går tur ved fyret eller på Husmoderstranden.

39

At der omkring Hirtshals engang har været gravet store pansergrave, at der har været placeret tusindvis af fodfolks- og panserminer, at flere hundrede tyske soldater har marcheret gaderne i Hirtshals tynde, at store militæranlæg har været klar til at forsvare Hirtshals havn, hvis det skulle komme til angreb fra de allierede, kan være svært at forestille sig, når man i dag går sig en stille og rolig tur i byen. Men sådan var realiteterne under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945.

Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af den tyske værnemagt, havde tyskerne ellers ikke nogen plan om at tildele Hirtshals nogen særlig rolle i forbindelse med besættelsen af landet. Men da Hirtshals havn i den hårde isvinter 1940/41 lå fri for is, til forskel fra de øvrige havne, øgedes opmærksomheden omkring byen. Herefter blev havnen benyttet som led i forsyningslinjerne til Norge.

I takt med at Hirtshals fik større betydning for tyskerne, skulle forsvaret af havnen ligeledes udbygges. Tyskerne var dog kommet i besiddelse af så lange kyststrækninger igennem erobring af land i Nord- og Vesteuropa, at den tyske flåde hverken havde materiel eller mandskab nok til at forsvare hele strækningen. Herudover havde tyskerne planlagt et angreb på Sovjetunionen, hvilket ville betyde, at langt de fleste tropper ville blive rykket østpå fra Nord- og Vesteuropa. Da kyststrækningen i vest ikke måtte blive for sårbar overfor eventuelle engelske angreb, blev kystbatterier et vigtigt led i forsvaret af kysten – herunder også for beskyttelsen af havnen i Hirtshals.

Hvis du gerne vil høre, hvordan det fortsat gik i Hirtshals under besættelsen med de mange tyske soldaters tilstedeværen, kan du mandag, onsdag og fredag i efterårsferien komme med på en guidet tur rundt i tyskernes gamle 10. Batteri, som i dag går under navnet Bunkermuseet Hirtshals – det er de sidste offentlige rundvisninger på området i 2014.

Turene starter på parkeringspladsen ved Hirtshals Fyr kl. 10.30 eller kl. 14.00 og varer ca. halvanden time. Omviseren tager gæsterne med rundt til beboelsesbunkere, hospitals- og køkkenbunker og meget mere. Vi vil på rundvisningen også færdes i løbegravene mellem bunkerne og måske få en fornemmelse af, hvordan det var at være tysk soldat i dette lille hjørne af den store krig.

Mødested: Bunkermuseet Hirtshals, Fyret, 9850 Hirtshals

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments