
Duften af stegt og røget fisk møder en, når man besøger den hyggelige museumshave på hjørnet af Vanggaardsgade og Sophus Thomsensgade i Hirtshals.
Det er ikke kun duften af velsmagende fisk, man fornemmer. Der krydres med duften fra tjæret tovværk og bjæskurter. Museumshavens sommer-aktivitet “Fiskekrogen” er ude med snøren hele juli, og der er traditionelt godt bid.
Der tages hul sæson nr. 25, når de 22 damer og tre mænd, der er tilknyttet “Fiskekrogen”, sørger for, at byens folk, turister, gæster og andre, der lokkes inden for af den liflige duft, får en herlig frokost. Her serveres sild, fiskefrikadeller og fiskefileter til rimelige priser.
Samtidig er det en oplevelse at betragte gamle håndværk, som knyttede sig til fiskeriet. Rebslagning og den altid moderne vod- og garnbinders aktiviteter er gode oplevelser. Duften fra bedene med bjæsk-planter højner oplevelsen.
En håndfuld ældre, tidligere fiskere og håndværkere – “Haveholdet” – laver holdbare og solide hængekøjer, tov med små dekorative træ-dannebrogsflag, og der slås reb til bl.a. fine sjippetov.
“Fiskekrogen” er en støtteforening, der for år tilbage var med til at anskaffe et lift-køretøj til ældrecentret “Lynggården”, og i dag bidrager indkomsten fra “Fiskekrogen”s aktiviteter til at holde bussen kørende.
Forud for åbningen af ”Fiskekrogen” og Haveholdets aktivitet ligger et større arbejde. En lang række sponsorer har haft besøg af holdet og gavmildheden har været udtalt. Råvarerne er leveret omkostningsfrit og så gjort klar. Der er stegt fiskefrikadeller, skåret og forstegt fiskefileter så serveringen af en hyggefrokost i haven kan forløbe hyggeligt.
“Fiskekrogens” friske, frivillige damer og herrer lover, at alt er klart, når sommergæsterne indtager bænke og borde på museumshavens græsplæne.
”Fiskekrogen” er åben på hverdagene fra mandag til fredag mellem kl. 11 og 14:30 i hele juli.
Der er åbningsreception i museumshaven mandag den 3. juli kl. 11. Her er der smagsprøver på Årets Bjesk samt naturligvis på “Fiskekrogens” tilbud.