Rikke Kirstine Lomholt: Et nyt industrikvarter mellem Stenum og Børglum Kloster?

Jeg er bekymret for vores nationale kulturarv og for alle de mange mennesker, der kommer til at lide tab, fastslår i dette læserbrev Rikke Kirstine Lomholt.

587
Visualisering af vindmøllernes placering syd for Børglum Kloster. Foto: Arkiv.

Af Rikke Kirstine Lomholt
Christiansdalsvej 83
Vrå

Jysk Vindenergi har sammen med Hjortnæs Møllelaug ansøgt Hjørring Kommune om lov til at udskifte de eksisterende møller med kæmpevindmøller på strækket mellem Stenum til lige syd for Børglum Kloster.

De nye møller vil få et rotorareal, der er over 8 gange større end de nuværende møllers og vil komme til at være altdominerende i kulturlandskabet. Roterende kæmpe møllevinger, kæmpegeneratorer forsynet med enorme larmende køleanlæg og vindmølletårne med lys i masten. Jo tak, det bliver støjmæssig og visuel forurening af værste kaliper. Det vil forpeste livet for de borgere, der bor tæt på.

Det smukke kulturlandskab omkring Børglum Kloster vil blive forvandlet til et industrikvarter. For kæmpevindmøller har tendens til at føre mere med sig, det være sig udvidelse af svineproduktion, biogasanlæg etc. Vi allerede set det ske ved Vrejlev Kloster og i Gårestrup. Og det vil også komme til at ske her.Tro mig.

Som et plaster på såret har Jysk Vindenergi netop stillet lokalområdet 400.000 kr om året i sigte. Det har Jysk Vindenergi nemlig tidligere erfaringer med i forbindelse med etableringen af vindmøller ved Østrup mellem Saltum og Pandrup. Sidste år oprettede man fonden Vind i Østrup, hvor nogle af andelshaverne i Østrup Vindmøllelaug årligt administrerer 350.000 kr. Vind i Østrup har givet beløb på mellem 9.800 og 50.000 kr til bla Saltum Meninghedsråd, etablering af en legeplads, mini-spætterne i Saltum og en skaterbane i Jetsmark. En støtte af sådanne projekter kan ingen nok være imod. Den største bevilling på hele 100.000 kr. gik imidlertid til etablering af julebelysning i Saltum by.

Så tilbage til Hjortnæs Møllelaug. Mig bekendt er beløbet på de 400.000 kr et nyt påfund. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde noget om det på skrift, før jeg i mandags fik indsigt i nye sagsakter. Men her på FlaskePosten har formanden for Hjortnæs Møllelaug, Søren Pedersen, tidligere luftet sine visioner om etablering af stisystemer omkring klosteret, hvor man ville kunne køre rundt på segways på ren vindenergi. Måske havde han på det tidspunkt de 400.000 kr. i tankerne?

Over 1200 borgere i nærområdet har allerede udtrykt modstand mod udskiftningen af vindmøllerne. Jeg tvivler faktisk på, at ret mange af de lokale borgere, der står til at tabe både, hvad angår livskvalitet og ejendomsværdi, har lyst til at bytte dette ud med en tur på segway eller julebelysning.

Og nej, jeg har ikke skrevet det her, fordi jeg er modstander af grøn energi. Jeg har udelukkende skrevet det, fordi jeg er bekymret for vores nationale kulturarv og for alle de mange mennesker, der kommer til at lide tab, hvis udskiftningen af de nuværende vindmøller bliver startskuddet til etablering af et industrikvarter i vores unikke kulturlandskab.

6 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Ragnhild Jakobsen
5 år siden

Jeg er heller ikke modstander af grøn energi. Hvem er egentlig det i dagens Danmark?
Men grøn energi skal ikke komme fra rækker af kæmpemøller, der som industrikvarterer generer og skader lokale beboeres livskvalitet med deres visuelle og audiotive støj og som ødelægger de kulturlandskabet, de placeres i.
Kæmpevindmøller til lands er ikke blot et problem for borger i Hjørring Kommune, men for borgere i det meste af landet. Der er så mange lokale grupper landet over, som kæmper for at undgå disse industrianlæg i deres lokale område.
De skal rejses på havet disse anlæg. Langt ude på havet.Og så til de 400.000 kroner – NEJ TAK til hold-kæft-bolcher!

Frank Bundgaard Nielsen
5 år siden

Jeg deler fuldt ud dine bekymringer og dine synspunkter. Jeg er een af de naboer der bor helt tæt på området, og ved der ikke på nogen måder er lokal opbakning til projektet.

Hans Dam
5 år siden

Børglum Kloster var jo et katolsk kloster hvor man kunne købe sig aflad for sine syndere. Mon det er den katolske skik vindmøllefirmaerne er igang med at genindføre?
“Vi generer en masse lokale mennesker, men ved at give lidt pengegaver får vi syndsforladelse”
Nemt og bekvemt.

Vibeke Stensgaard
5 år siden
Frank Bundgaard Nielsen
5 år siden

Det er virkelig chokerende at infralyd er så skadeligt …..

Jette Hørup Nilsson
5 år siden

Alle burde se og lytte til You Tube : infrasound and low frequence noice (2018). Her redegøres for de skader, mennesker tæt på kæmpevindmøller får: fortykkede arterier i lunger og hjertesæk, overfølsomhed for lyd, hjerteinfarkt etc. Hos dyrene: Deformt afkom hos mink og kyllinger, føl med styltefod. Etc. Lyt selv. Vi kan jo ikke bygge den nødvendige 340 m tykke mur rundt om os for at beskytte os mod den lavfrekvente støj.