Rigmors signatur ligger både i form og glasur

Rigmor Horsevad er tilbage med eget pottemagerværksted på Hjørringgade i Hirtshals.

1620

Lokale Rigmor Horsevad er bestemt ikke ny i faget som kunsthåndværker, idet hun kom i mesterlære som pottemager i 1976 hos Jette Hellerøe i Lønstrup.

Efter svendebrevet i 1980 fulgte flere år med at dygtiggøre sig yderligere ikke bare i Lønstrup, men også i blandt andet Ebeltoft, før Rigmor Horsevad tilbage i 1986 startede eget værksted og galleri på Hovedvejen i Tornby.

Efterfølgende fulgte mange år som uddannet materialist med arbejde i Matas både i Hirtshals og Hjørring, men for et par år siden købte Rigmor Horsevad og gemalen Morten Andersen, der i dag driver Gardinspecialisten, det smukke hus i Hjørringgade, som nu er renoveret og har den flotteste udsigt mod Husmoderstranden.

Lørdag den 21. juli fra kl. 12 til 16 holdes der reception i galleri og værksted med indgang fra parkeringspladsen ud mod Kystvejen.

Faktisk er noget af det, som Rigmor Horsevad er aller gladest for i disse dage, før hun på lørdag den 21. juli fra klokken 12 til 16 holder reception, at hun stadig har sin årtier gamle og store notesbog med utallige nedskrevne erfaringer om den svære kunst at få fremstillet lige præcis den helt rigtige glasur med det perfekte udtryk.

Den store notesbog med alle pottemagerens gamle notater er nærmest uerstattelig for Rigmor Horsevad.

– Formen og alt mulig andet, som eksempelvis det her med at arbejde i det store format, er også utrolig spændende for mig som pottemager, men lige præcis det med glasuren finder jeg altså ekstra spændende, fordi det kræver noget andet omkring formler og sådan noget, fortæller Rigmor Horsevad.

Spillet i glasuren skal opleves hos pottemageren for at kunne ydes fuld retfærdighed.

Efter en rundvisning i det smagfuldt og rustikt indrettede galleri med tilhørende værksted kan det da også konstateres, at byen er blevet beriget med endnu en aktivt arbejdende og udøvende kunsthåndværker, der har sit helt eget og meget kreative udtryk.

Allerede før receptionen rummer galleriet masser af smukke unikaer og kunsthåndværk fra pottemagerens hånd.

Her er imponerende smukke unikaer og kunsthåndværk med en umiskendelig signatur af flot drejede former og pottemagerens helt egen glasur. Hatteløft og stort tillykke derfor til Rigmor Horsevad!

Følg pottemageren her på Facebook: Rigmor Horsevad

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments