Det er ikke let at finde et arbejde, når man har et handicap – og det kan være endnu sværere at finde et, der giver livet mening.
Men på beskæftigelsestilbuddet REVA i Hjørring har 42 borgere med forskellige handicaps alligevel fundet både arbejde og mening. Problemet er bare, at REVA er lukningstruet på grund af en kommende sparerunde i Hjørring Kommune. Og det er noget, der rammer borgerne hårdt.
Yvonne Olsen har arbejdet på REVA i 25 år. Hun arbejder 37 timer om ugen. I dag er hun i gang med at pakke vimpler til en flagfabrik i Hjørring.
– Det er faktisk dejligt, at man ikke bare bliver smidt hjem, så man føler, at man arbejder for sine penge, siger Yvonne Olsen, som er førtidspensionist.
Men Yvonne Olsens job vil forsvinde, hvis REVA lukker. En lukning er en del af et omfattende sparekatalog, som politikerne i Hjørring skal tage stilling til.
– Man bliver meget ked af det. Man er meget bekymret for, om de lukker os, og hvad der skal blive af hver person, siger Yvonne Olsen.
Samler underskrifter
Om centret får lov til at fortsætte, afgør politikerne i løbet af efteråret. Social-, ældre- og handicapudvalget skal finde besparelser for i alt 11 millioner kroner næste år. En lukning af Reva vil i følge sparekataloget give kommunen en besparelse på 1,3 millioner kroner.
– Uanset hvad vi vælger i det sparekatalog, så vil det have konsekvenser. Der er ingen lette løsninger, siger den konservative formand for Sundhed-, ældre- og handicapudvalget Per Møller.
De 42 borgere, der arbejder på Reva, håber, at de kan overbevise politikerne om, at stedet skal bevares. Derfor har de nu startet en underskriftsindsamling for at råbe politikerne i Hjørring op.
– Det betyder meget at komme her. Jeg er meget ked af det. Politikerne er ligeglade med os, siger Susanne Bast Jensen, som har arbejdet i 32 år på REVA i Hjørring.
Alle udvalg skal finde besparelser
Hvis politikerne til efteråret beslutter, at REVA skal lukke, skal der findes et andet tilbud til de 42 borgere, som er i tilbuddet i dag. Kommunen forudser imidlertid, at nogle borgere vil vælge at stoppe.
– Vi kan kun råbe op og vise, hvad for nogle typer vi er, og at vi rent faktisk også godt kan yde noget, siger Yvonne Olsen.
Det er alle politiske udvalg, som skal finde millionbesparelser på næste års budget i Hjørring Kommune. Budgettet skal vedtages senest til oktober.
Foto: Christian Henriksen.
Kilde: TV2 Nord.