Resultat af Byforums borgerundersøgelse om lokalplan for Stoltzes Plads

Byforum Hirtshals kan nu offentliggøre resultatet af den gennemførte borgerundersøgelse med et sammendrag af de 333 indsendte borgersvar på undersøgelsens spørgsmål.

937
Bykoordinator John Kongerslev fra Byforum Hirtshals. Foto: Arkiv.

Oprindelig havde Byforums bestyrelse planlagt et åbent borgermøde med offentlig debat om Kommunens planer for ændringer i bykernen i Hirtshals.

Imidlertid lukkede Corona-epidemien ned for afholdelse af arrangementer med mere end 10 deltagere. Derfor besluttede Byforums bestyrelse i stedet at lade borgermødet afløse af en internetbaseret borgerundersøgelse, hvori alle interesserede frivilligt kunne deltage og afgive deres personlige svar.

Undersøgelsen omfatter i alt 10 spørgsmål, hvoraf de 5 har direkte relation til den nye lokalplan og ændringerne ved Stoltzes Plads. De øvrige 5 vedrører andre vigtige og fremadrettede byudviklingsspørgsmål. Borgersvarene på spørgsmålene er grafisk summeret i to diagrammer, som giver et ganske klart billede af lokalmiljøets generelle holdning til Kommunens planlagte ændringer i bymidteafgrænsningen – nemlig:

  • Der ønskes ikke dagligvarebutikker på Stoltzes Plads
  • Intet behov for flere dagligvarebutikker i byen
  • Pladsen kan videreføres som P-plads for Autocampere
  • Udvikling af eksisterende handelsgader skal prioriteres
  • Byens hjerte og samlingssted er – Den grønne Plads, Trappen og Sydvestkajen
  • Videreudvikling af sydvestlige del af Vesthavnen til samlingssted og turistmagnet
  • Masterplan for fremadrettet byudvikling prioriteres højt

Sammen med borgersvarene er modtaget 157 gode kommentarer med forslag, idéer og ønsker om tiltag til fremtidig udvikling af og forbedringer i bykernen. Mange af disse kan fint indgå i en masterplan for ”Fremtidens Hirtshals”. Byforums bestyrelse vil arbejde videre med materialet.

Byforum har indsendt et høringssvar til Kommunen vedrørende den nye Lokalplan for området ved Stoltzes Plads. Høringssvaret er en opsummering af borgerundersøgelsens resultat, der taler sit tydelige sprog. En klar meningstilkendegivelse, der bør tages alvorligt af Kommunens byråd og embedsværk ifm. beslutningen om gennemførelse af lokalplan forslaget.

Byforum fungerer som en borgerforening, der prioriterer sit virke og indsats til støtte for byudvikling af lokalmiljøet og bosætningen i byen. I tråd med dette, finder Byforums bestyrelse, at det er vigtigt, at lokalmiljøets holdninger til ændringer i byens funktion og indretning kommer tydeligt frem for offentligheden.

Resultatet af borgerundersøgelsen kan tillige ses på hjemmesiden www.byforum-hirtshals.dk

 

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Jensen
4 år siden

Hvis 333 borgersvar ud af ca. 4500 stemmeberettige er et klart billede af lokal miljøets generelle holdning, så står det da skidt til med demokratiet. Det viser vel nærmere, at 4200 ikke interesserer sig for spørgsmålet?

Aase
4 år siden
Reply to  Jensen

Uanset om der så var 100000 der skrev under ændrer det ikke Arne Boels beslutning, det er spild af tid, han ved bedst?