Gik man glip af koncerten med Mette Kirkegaard, har man lov at ærgre sig, men der kan rådes lidt bod på det ved at kigge forbi Galleri Tornby. Galleriet holder nemlig åbent alle dage i uge 42 fra klokken 13 til 17 samt ved henvendelse på telefon 24 89 72 62.
Billederne til denne artikel er da også fra ferniseringen den 11. oktober, hvor netop singer-songwriteren Mette Kirkegaard optrådte med dejlig sang og musik. Udstillingens hovednavne er de to anerkendte billedkunstnere Helle Louise Kierkegaard og Preben Haven.
Desuden er der værker af de øvrige kunstnere tilknyttet Galleri Tornby. Et nyt navn er dog Max Højer Jacobsen, som har nogle af sine finurlige bronzeskulpturer med. Denne udstilling indeholder anderledes udtrykt kunst for næsten enhver smag.