René Bjerre Andersen (SF): Lokalaftale og frihed til lærerne

Jeg vil arbejde på en lokalaftale, der i højere grad sikrer lærernes frihed til at gøre deres arbejde under bedre betingelser, fastslår i dette debatindlæg René Bjerre Andersen fra SF.

145

Af René Bjerre Andersen

Byrådskandidat SF
Hjørring

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg som udgangspunkt synes, at Borgmester Arne Boelt har lavet et stort og flot stykke arbejde for Hjørring kommune, men på et punkt kan jeg blive temmelig nervøs!

Der lyder i øjeblikket forsonende toner fra vores borgmester A. Boelt. Han vil gerne være med til at se på, om vi kan lave en lokalaftale, MEN kun hvis lærerne også vil give sig…!

Så spørg dig selv: Hvor i din arbejdsdag kan du se, at du har plads til at ”give dig”? Vil du påtage en eller to ekstra undervisningstimer om ugen? Vil du gå ned i løn – mod at få mere forberedelsestid?

Har vi som lærere ikke allerede finansieret vores del af Folkeskolen?

”Jo, jo… Men Arne vil jo gerne lave en lokalaftale med os!”, kunne responsen lyde. Men prøv at huske på, hvad Arne sagde ved debatten om kommunalvalget på UCN for nogle dage siden. Da jeg kritiserede den grimme retorik lærerne blev mødt med af et daværende byrådsmedlem fra Venstre, slog Arne i bordet og sagde, at hvis de kørte frem med den retorik i KL, skulle de ikke regne med ham!

Beundringsværdigt, men han siger jo så også implicit, at det var retorikken og ikke metoden han var uenig i. Og metoden gik ud på at køre lærerne i sænk og lægge dem i benlås.

Når Arne så ydermere ganske klart siger, at han går ind for den bredest mulige konstituering i det nye byråd, så betyder en stemme på A. Boelt OGSÅ en ½ stemme på Venstre! Og så vil jeg gerne se den lokalaftale lærerne kan opnå!

Jeg ved godt, at Arne i sin position som borgmester står som arbejdsgiver i forhold til lærerne og andre kommunalt ansatte, men hvor er det gamle hævdvundne arbejderparti henne? Hvordan kan man som socialdemokrat i den grad acceptere at give køb på ”Den Danske Model”? Hvor stor en pris er de socialdemokratiske byrødder villige til at betale, for at A. Boelt får nemmere arbejdsbetingelser i den kommende periode? Hvor mange udvalgsposter og hvor meget indflydelse er man villige til at give køb på?

Hvis du stemmer på SF, vil vi arbejde på, at få rettet op på nogle af de fejltrin, der blev lavet ved lovindgrebet i 2013. Jeg vil arbejde på en lokalaftale, der i højere grad sikrer lærernes frihed til at gøre deres arbejde under bedre betingelser.

Vi vil arbejde benhårdt for, at den økonomiske fordelingspolitik kommunerne imellem bliver rettet op, så den er mere retfærdig og derved i højere grad giver os mulighed for at lave en bedre folkeskole.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments