Rejsegildet er for de håndværkere, entreprenører og rådgivere, der har opgaver på byggeriet. Desuden deltager Idrætscenter Vendsyssels bestyrelse og bygherreudvalget. Medier er velkomne til at deltage: Rejsegilde på Vrå Skole og Børnehus. Onsdag den 17. juni kl. 13.00 på byggepladsen, Idræts Allé 1, 9760 Vrå.
– Det er fantastisk, at byggeriet af Vrå Skole og Børnehus er kommet så langt, at vi kan fejre rejsegilde. Nu kan vi for alvor begynde at se bygningen tegne sig. Det er byrådets håb, at børn, forældre og i det hele taget alle i Vrå vil få stor glæde af og nytte i de helt nye rammer. Samtidig håber vi, at det også vil øge bosætningen i byen, siger Mai-Britt Beith, der er formand for både bygherreudvalg og Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget.
Når skolen står færdig ved årsskiftet 2021–2022, bliver vuggestue, legestue, børnehave, skole, musikskole, ungdomsskole og bibliotek samlet under et tag.
Vrå Skole og Børnehus er på ca. 10.000 m2 med en budgetramme på 180 mio. kr. Bygningen kommer til at huse: Vuggestue for 24 børn, børnehave for 140 børn, SFO og skole til 550 – 600 elever. Desuden bliver der lokaler til musikskole, ungdomsskole og Hjørring Bibliotekernes afdeling i Vrå.
Som en del af projektet opfører Idrætscenter Vendsyssel i Vrå en ny fleksibel idrætshal, der kommer til at stå færdig godt et år før den øvrige bygning – altså i september/oktober 2020. Idrætshallen skal i dagtimerne benyttes af skole og børnehus til idrætsundervisning, bevægelse, teater- og dansesal og til større arrangementer. Idrætshallen kan deles op i tre mindre sale, så der opnås størst mulig fleksibilitet. Et af områderne i idrætshallen er indrettet som springcenter med særlige faciliteter indbygget.
– Projektet forløber særdeles tilfredsstillende på alle fronter. De første facadeelementer er monteret, og det står klart, at bygningen bliver imponerende smuk at se på, siger Henrik Bøgeskov Lolholm, projektchef i Hjørring Kommune.
AART architects a/s fra Aarhus har tegnet bygningen og er totalrådgiver på projektet. AART har engageret jaja architects a/s og Rådgivende Ingeniører Søren Jensen a/s som underrådgivere. NCC Danmark a/s har projektets største entreprise, der blandt andet omfatter råhus, tømrer- og murerentreprise. Fagentrepriserne varetages hovedsageligt af lokale virksomheder.