Uddeler Klaus Kold var forståeligt nok en meget glad og stolt repræsentant for bygherren hos Coop, da han søndag kl. 13.00 bød de mange borgere og kunder velkommen til rejsegildet på byggeriet ved den gamle Dagli’Brugsen i Bindslev.
Et veloverstået rejsegilde for håndværkerne, som var to timer foran byggeriets tidsplan, var der selvfølgelig på forhånd holdt, hvorved festivitasen undgik at blive skæmmet af døde murere, der ellers ifølge uddeleren kunne risikere at have dinglet fra spærrene.
Efter uddelerens velkomst var der sang af Bindslev Kirkes Spire- og Børnekor. Desuden var de traditionelle røde pølser og bajere skiftet ud med æbleskiver og glögg. Alt sammen for med maner at fejre, at Coop har investeret 12 mio. kr. i Bindslev.