Regeringen vil genåbne institutioner og de mindste klasser efter påske

De mindste kan komme i vuggestue, børnehave, fritidshjem og skole igen efter påske. Det er regeringens plan.

121
Statsminister Mette Frederiksen. Foto (arkiv): Jens Kranen Photography.

Efter en måned med hjemmeskole og hjemmepasning af de mindste skal de atter kunne sendes i daginstitutioner og skolernes mindste klasser efter påske.

Det er en del af regeringens plan om en gradvis genåbning af samfundet, som statsminister Mette Frederiksen præsenterede på et pressemøde mandag aften klokken 20.

De mindste børn skal sluses tilbage i daginstitutioner og i de mindste klasser gradvist over en periode på fire uger. De øvrige detaljer er endnu ukendte.

Planlægger genåbning af samfundet

Statsministeren holdt mandag eftermiddag videomøde med lederne af Folketingets partier om planerne for en genåbning af samfundet.

Der vil blive politiske forhandlinger om nogle af planens elementer. Blandt andet skal partierne forhandle om socialområdet, eksaminer på ungdomsuddannelserne, og om hvordan sundhedsvæsenet kan komme til at beskæftige sig med andet end corona nu, hvor der er ressourcer til det.

De mindste børn er en helt central brik i det enorme puslespil, der skal lægges for at genåbne samfundet. For så længe børnene er hjemme, hvor de skal passes og hjælpes med skoleopgaver, er det begrænset, hvor meget deres forældre kan arbejde, selvom de måtte have hentet deres arbejds-pc med hjem til privaten.

Vi kommer ikke til at samles i lang tid

30. marts sagde statsministeren første gang på et pressemøde, at regeringen vil forsøge at genåbne Danmark gradvist efter påske, hvis tallene for indlagte og syge understøttede det.

Det gentog hun i går i 21 Søndag på DR. Her fastslog hun dog også, at “det normale liv, vi havde før coronakrisen” formentlig ikke kommer tilbage “inden for en overskuelig fremtid”.

– Vi kommer heller ikke til at kunne klumpe os sammen i tog og busser. Og vi kommer heller ikke til at stå tæt sammen og holde fester i lang tid, lød det fra Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen ventes som sagt at præsentere regeringens plan for en gradvis genåbning af samfundet på et pressemøde klokken 20 mandag aften.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments