Regeringen ønsker klimahøring af danskerne og en ny klimalov

Regeringen arbejder hårdt for, at Danmark yder sit bidrag til Parisaftalen og den ambitiøse klimaindsats skal fortsætte. I det nye folketingsår skal Danmark have en ny klimalov, hvis det står til regeringen.

76
Foto: Jens Kranen Photography.

Regeringen ønsker en ny klimalov, som skal sikre, at Danmark fortsætter sin ambitiøse klimaindsats og bevarer sin position som et grønt foregangsland i hele verden.

– Regeringen tager om nogen klimaudfordringen alvorligt – og sætter reel handling bag ordene. Mere end nogen anden regering har gjort. Vi arbejder hårdt for, at Danmark yder sit bidrag til Parisaftalen, og derfor har vi også taget fat i de rigtig svære dele af klimaudforingen – transport, landbrug og lagring af CO2, siger energi-, forsyning- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Energi-, forsyning- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

– Men regeringens indsats stopper ikke her. Det er også derfor, at vi i næste lovsamling vil fremsætte forslag til en ny klimalov, hvor Danmarks mål om at være klimaneutrale senest i 2050 selvfølgelig skal skrives ind, tilføjer ministeren.

Godt 65.000 danskere har skrevet under på borgerforslaget om ny klimalov, som behandles i Folketinget i dag. Forslaget flugter ifølge klimaministeren rigtig godt med regeringens politik:

– Derfor vil vi også se nærmere på elementerne i borgerforslaget i arbejdet med den nye klimalov, noterer Lars Chr. Lilleholt.

Høring af danskerne

Inden fremlæggelsen af forslaget til ny klimalov vil regeringen arbejde for en høring af danskerne om vores klimapolitik.

– Regeringen vil nu igangsætte en stor høring af danskerne, hvor alle kan komme til orde med indspark til klimapolitikken – og til den nye klimalov. Jeg vil allerede i de kommende uger og måneder starte dialogen med danskerne, uddyber Lars Chr. Lilleholt.

Den nye klimalov vil blive fremsat som forslag i den næste lovsamling.

Foto: Jens Kranen Photography.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments