
Else og John Jansens debatindlæg med kritik af ortodoksien hos baptisterne og Jehovas Vidner har afstedkommet rigtig mange positive kommentarer, men også en del polemik via telefon og på mail til FlaskePosten.
Helt grundlæggende handler sagen om, at Else og John Jansens opponenter desværre ikke i farten får skelnet mellem redaktionelle artikler med eksempelvis interviews og som i dette tilfælde et debatindlæg på FlaskePosten.
Når vi bringer et debatindlæg, forholder vi os meget kort fortalt først og fremmest til, hvorvidt afsenderne overholder dansk lovgivning om injurier og den såkaldte racismeparagraf 266 b, som i disse år fortolkes meget stramt.
Ingen af disse paragraffer er i det aktuelle tilfælde overtrådt, hvilket vi er ret sikre på, da det pågældende debatindlæg, som alene er udtryk for debattørernes holdninger, også ordret dags dato er bragt i dagbladet Politiken. Derfor står vi last og brast om ytringsfriheden også for Else og John Jansen.
Til gengæld kan vi tillige garantere og samtidig opfordre deres opponenter til at tage til genmæle, idet vi selvfølgelig stiller spalterne til rådighed i FlaskePosten. Jesus var i den sammenhæng måske alle tiders største kritiker af religion, idet man ikke ustraffet talte både jødedommen og det romerske imperium midt imod, som det i Emmersbæk Kirke er blevet påpeget af sognepræst Aksel Lindy Toft.
Afslutningsvis skal det fastslås, at den lokale webavis har et fremragende samarbejde med Hirtshals Sogn. Ligesom vi derfor selvfølgelig er åbne for alle religiøse trossamfunds og ateisters indspark i debatten.
Fortsat rigtig god langfredag!
Vedrørende ….”skarp holdning…”!
Jeg går ud fra, at det er skribenterne Else & John Jansen, der bruger ordet orthodoksi. Ret lære, betyder det på græsk, og ofte forstås det som en stram, moralsk lære, der nøje skal følges og overholdes. Lige her går Else totalt skævt af sit ophav, Baptistkirken. I den kirke “praler” vi af, at vi stort set ikke har nogen lære, (doksa) som kræves fulgt. Baptistkirken er ikke formynderisk, men baseret på individuel frihed og ret til at tænke, tro og tale. Det står i et strengt modsætningsforhold til Jehovas Vidner, hvor bevidst manipulation og “hjernevask” sikrer, at der ikke kommer “slinger i valsen”, når det gælder at sætte retningslinjer ift. ens tros- og menighedsliv. Det sidste kender John Jansen, selvklart til efter de mange år her. Til gengæld burde Else med sin baggrund i baptistkirken om den vide noget helt andet. Det undrer, for dér er tale om flere generationer forud for hendes fhv. medlemskab.. Hvad grunden er til at det, i al fald ikke kommer frem i indlægget, er svært at forklare. Mit spørgsmål er: Hvordan har hun kunnet undgå at opdage den forskel? Den er ellers helt tydelig. Baptistkirken udelukker ingen, udstøder ingen og ekskluderer heller ingen. Det er ikke ensbetydende med, at den holdning ikke på noget tidspunkt fra den første menighedsstiftelse i DK i 1839 aldrig har været tilfældet. Men jeg er overbevist om, at vi skal tilbage til 1920/30`erne for at finde eksempler herpå. I al fald før Niels Bohr spaltede atomet. Med andre ord den holdning er “helt død” og har været det i generationer i baptistkirkeregi. Derfor er enhver sammenligning med Baptistkirken og Jehovas Vidner langt ude på gyngende grund! Det er som nat og dag. Pladsen her tillader ikke, at jeg fremkommer med flere eksempler på diametrale modsætninger!
Det er ikke Else og John Jansen, der bruger ordet ortodoksi, men webavisen i underrubrikken. Else Jansen skriver derimod: “Jeg er født og opvokset inden for baptisterne, som dog ikke har så strenge regler som Jehovas Vidner.”
Begrebet er altså af webavisen udtrykkeligt brugt i den leksikalske betydning af det græske ord orthodoxos, der blot her sammenfatter det at være rettroende indenfor en mere eller mindre fundamentalistisk religiøs retning.
Tak for det svar, Niels Skipper! Men det er tydeligt at web-avisen slynger om sig med et begreb, der, som jeg pointerer, ikke eksisterer i baptistregi. Jeg synes I skulle dementere, at det er Else og John Jansen, der bruger det begreb. Og så skriver du noget om fundamentalistisk teologi/kristendom. Gad vide hvad du ved om den og med det? “Rettroende indenfor en mere eller mindre fundamentalistisk religiøs retning”. Citat!Rettroende-begrebet eksisterer ikke, som jeg allerede har fortalt i baptistregi. Baptister har ingen dogmatisk indgang eller orthodoksi, tværtimod har vi stort set ingen fast afgrænset lære, der har til hensigt at styre det enkelte medlem i en bestemt retning. Det faktum er altså uomtvisteligt, og det synes jeg er temmelig vigtigt at få sagt. At sammenligne baptisme med fundamentalistisk “hjernevask” (ved godt du ikke skriver det) og Jehovas Vidner er ikke bare skudt over målet…det er helt, helt ved siden af! Venlig hilsen – ibs PS. Du har ikke tilkendegivet om mit indlæg accepteres eller ej. Venter svar
Webavisen har forlængst godkendt det første indlæg af Ib Bermnan Schmidt. Ligesom vi netop har godkendt dette seneste, da vi som annonceret hylder ytringsfriheden indenfor retsstatens rammer. Derimod anerkender vi ikke ukritisk, hvad der påstås at eksistere i regi af baptisme eller en hvilken som helst anden teologisk kontekst. Derimod forsvarer vi hjertens gerne vores opponenters ret til at have deres uforbeholdne meninger og oven i købet som her ytre dem på vores webavis. Resten overlader vi til debattørerne.