Rasmus Prehn (S) stiller spørgsmål om slagsmål på Sindal Skole

I dag skal undervisningsministeren svare på spørgsmål i sagen om de arrangerede slagsmål på Sindal Skole.

176

Sagen om slagsmål på Sindal Skole tages op efter, at socialdemokraten Rasmus Prehn, som er loaklt opstillet kandidat til Folketinget, har kaldt ministeren i salen for at få afklaret, hvad ministeren vil gøre sådan, at den slags ikke finder sted.

– Jeg synes, det er meget bekymrende, at den slags finder sted på folkeskoler i Danmark. For mig er det afgørende, at man som forælder trygt kan sende sit barn i skole. Derfor er det vigtigt, at ministeren bliver gjort opmærksom på sager som denne, og det er mit håb, at ministeren tager det her yderst alvorligt, siger Rasmus Prehn.

Slagsmålene foregik i frikvarteret foran elever helt ned til 12-års alderen. Seancen blev også optaget på video og efterfølgende delt på de sociale medier. De sociale medier er ifølge Rasmus Prehn med til at gøre sagen endnu mere alvorlig, og det er vigtigt, at ministeren også tænker på, hvordan det kan forhindres, at de sociale medier kan gøre problemerne endnu større.

– Jeg mener, det er vigtigt, at der gøres en indsats for at få gjort unge mennesker opmærksomme på, hvad det rent faktisk betyder, når de uploader den slags videoer. Samtidig er det vigtigt, at lærerne har de fornødne værktøjer til at håndtere den del af problemstillingen. Derfor vil jeg spørge ministeren ind til, hvordan ministeren vil håndtere den del af problemet, slutter Rasmus Prehn.

Spørgsmålet bliver stillet i dag kl. 16. ca. og man kan følge med på dette link: Folketinget

Spørgsmålet lyder:

“Mener ministeren, at der er behov for tiltag, der kan forhindre, at folkeskoleelever arrangerer slagsmål, som man to gange har oplevet på Sindal Skole i Hjørring Kommune, jf. artiklen »Vold i frikvarteret: Elever i arrangerede slagsmål på Sindal Skole« på TV2 Nord den 28. november 2018?”

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments