Rasmus Prehn (S): Sandet fra Hirtshals Havn skal bruges ved Lønstrup

Sand for millioner af kroner bliver i øjeblikket suget op ved sejlrenden i Hirtshals Havn blot for at blive dumpet på dybt vand, hvor det ikke kommer kystsikringen til gode, fastslår Rasmus Prehn (S).

280

Der er inden for de se sidste måneder blevet suget ca. 100.000 kubikmeter sand op fra sejlrenden. På årsplan suger havnen ca. 400.000 kubikmeter op fra sejlrenden.

Dette sand kunne med fordel anvendes som sandfodring på kysten, hvor der i den grad er brug for kystsikring. Sandet fra havnen er billigere, fordi havnen alligevel betaler for oprensningen.

Kystdirektoratet skal alene betale for transporten af sandet ud til det sted, hvor det skal dumpes for at have størst mulig effekt som sandfodrende kystsikring. I dag betaler staten og kystdirektoratet for meget dyrere sand ved et inddrivelsesområde ved Jammerbugt. For de 10 millioner kroner, som staten og kystdirektoratet i øjeblikket bruger på at hente sand op til sandfodring i Hjørring Kommune, får staten ca. 120.000 kubikmeter sand. Brugte staten i stedet sand fra Hirtshals Havn kunne de få dobbelt så meget sand for de samme penge.

Tilladelsen til at bruge sandet fra havne er givet andre steder i landet. Men muligheden i Hirtshals forhindres lige nu af, at sagen er blevet indklaget til miljøklagenævnet. Men miljøminister Jakob Ellemann Jensen må ind i sagen og løse dette her rod, mener det lokale folketingsmedlem Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet.

– Naturligvis skal miljøet tages alvorligt, og er der en klage, skal den behandles på behørig vis. Men ministeren må ind i sagen og se, om ikke vi kan fremrykke brugen af det gode sand fra Hirtshals Havn. Det gør altså ondt, at høre om så mange skattekroner der spildes og på hvor meget bedre sandfodring og kystsikring vi kunne foretage, hvis vi gjorde det smartere. Behovet er jo gigantisk og situationen alvorlig, siger Rasmus Prehn (S), der nu har sendt en række spørgsmål til miljøministeren.

Rasmus Prehn spørger om følgende:

  1. Hvilke initiativer vil ministeren tage for at fremskynde tilladelsen til at bruge sand suget op fra sejlrenden i Hirtshals Havn til sandfodring af kysten og dermed kystsikring?
  2. Hvor lang tid forventer ministeren, at nyttigt sand fra sejlrenden ved Hirtshals Havn skal gå tabt, fremfor at gøre nytte som en del af kystsikringen?
  3. Er der tekniske tiltag, der kan sikre en hurtigere godkendelse af sandet fra Hirtshals Havn til brug for sandfodring?

Rasmus Prehn forventer at ministeren handler hurtigt.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
ole
5 år siden

er der slet ingen der varetager kystsikringen ved Kjul strand man taler altid om Lønstrup og
Nørlev ved Kjul strand behøver man ikke engang at skulle sejle med sandet her kan man pumpe det lige ud på stranden

Jørgen Laursen
5 år siden

Sommerhuse falder i vandet, vej og strand forsvinder fra kjul , fordi sandet ikke får lov at fortsætte i stedet for at blive sendt tilbage til Løgstrup.