Af Rasmus Prehn
Udviklingsminister
Peder Pårs vej 10
Aalborg
Forestil dig at skulle føde et barn i et afrikansk land, men ikke kunne få hjælp til fødslen, fordi læger og andet sundhedspersonale er optaget af kampen imod coronavirus? Eller at leve i en flygtningelejr, hvor der ikke kan komme fødevarer frem, fordi landegrænser er lukket ned og forsyningskæder brudt?
Der er desværre virkelighed. COVID-19 er nu begyndt at ramme verdens svageste ekstra hårdt.
De frygtelige historier kommer ind i en lind strøm nu: FN’s World Food Programme (WFP) kæmper for at finde nye måder på fortsat at hjælpe de 11,6 millioner børn, der ikke længere modtager WFP´s skolemad på grund af skolelukninger. UNICEF beretter om, at 115 millioner børns livsvigtige vacciner er i fare. Og AIDS-fondet fortæller, at visse regeringer vælger at forfølge homoseksuelle med den undskyldning, de spreder corona-smitten mere end andre.
For at gøre ondt værre er et økonomisk kollaps på vej. Den recession som verdensøkonomien desværre er på vej ind i, vil betyde at forholdene for verdens svageste bliver endnu sværere. FN’s Økonomiske Kommission for Afrika (UNECA) har for eksempel vurderet, at væksten bare på det afrikanske kontinent næsten bliver halveret i 2020 fra 3,6 procent til 1,8 procent som følge af coronavirus. Oxfam har beregnet, at et fald på fem procent i verdensøkonomien vil betyde, at yderligere 87 millioner mennesker, så vil falde under FNs fattigdomsgrænse, der er sat ved en indtægt på 1,90 dollar om dagen.
Et så stort fald i økonomien i ikke mindst de fattige lande, vil sammen med svage sundhedssystemer formentlig koste mange tusinder mennesker livet, skabe massiv arbejdsløshed og risikere at presse unge mennesker til at forlade deres hjemegne i jagten på en fremtid – og måske i sidste ende søge mod Europa.
Verden står over for den største udfordring i FNs 75-årige historie. Sådan har FNs generalsekretær, António Guterres, beskrevet den verdensomspændende corona-krise. Det er derfor nu, at vi skal udvise rettidig omhu og international solidaritet. Vi har som nation og samfund en forpligtelse til at hjælpe verdens svageste. Jeg har i de seneste uger taget kontakt til mine kolleger i Norden og EU. Jeg er i tæt kontakt med lederne af de vigtigste FN-organisationer. Og så har vi tidligere fra dansk side givet en her-og-nu respons på 100 millioner kroner og skabt en standby-reserve på en milliard kroner, hvoraf vi med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget har udmøntet 350 millioner. Hertil kommer yderligere 300 millioner kroner fra humanitære reserver allerede afsat på Finansloven for 2020.
Vi tænker ikke kun på os selv her til lands – det kan vi være stolte af. Vi har desværre nok ikke set det værste endnu. Og der vil være brug for, at vi og andre trods alt privilegerede lande bliver ved med at hjælpe verdens svageste. Det er en international solidaritet, vi vil leve op til.
