Af Rasmus Prehn
Udviklingsminister
Socialdemokratiet
Når du brækker dit ben, får du gips på. Når du får konstateret kræft, så starter et intens udredningsforløb. Men når du har bøvl med sindet, er det straks sværere for vores sundhedssystemer. Fordi problemet ikke er direkte synligt. Fordi der stadig er meget, vi ikke ved om sindets afkroge. Og desværre også fordi det halter med ressourcerne.
Den udvikling skal vi have gjort op med. Det er i min bog en af hvor tids helt store udfordringer. Derfor er jeg også kisteglad for, at vi med finansloven for 2020 allerede tager et første markant skridt. Finanslovens overskrift er, at velfærden skal prioriteres. Finanslovens usynlige undertekst er, fordi det har den tidligere regeringen forsømt.
Og den påstand gælder i den grad også psykiatrien. Hvor vi på den ene side glor direkte på et problem, der kun synes at stige og stige. Har vi på den anden side set, at de ansvarlige nærmest har stukket hovedet i busken og krydset fingrene for, at problemet forsvandt af sig selv. Det til trods for, at du vel næppe kan finde en eneste forsker, sundhedsprofessionel eller fremskrivning af fremtiden, der bakker det forkrøblede håb op.
Men der er absolut ingen grund til at stikke nogen blår i øjnene. Problemet vil kun vokse i fremtiden. Ikke mindst for vores unge. Allerede i dag døjer hver fjerde unge kvinder med et mentalt dårligt helbred. Det ser ikke meget bedre ud for de unge mænd. Og vi kender reelt ikke årsagen: Er det pga. sociale medier? Er det på grund vores uhæmmede præstationskultur? Er det på grund af globaliseringen og det uendelige antal muligheder de unge konfronteres med? Eller skyldes det ikke også noget fjerde og noget femte?
Vi ved det ikke. Har måske nogle formodninger og nogle indikationer. Men ingen har et solidt greb om nældens rod. Men det haster. For i mellemtiden fortsætter vi jo reelt med at eksperimentere – og det med vores unge og børn i første geled af forsøgskaninerne.
Derfor er det helt rigtigt, at sundhedsminister Magnus Heunicke og regeringen har sat sig for at udarbejde en langsigtet og grundig 10 års plan for psykiatrien. Vi skal kende årsagerne. Vi skal kende faldgruberne. Og vi skal kende retningen for både det forebyggende og det akutte arbejde. Det er langsigtet og klogt.
Men i den aktuelle situation er det lige så vigtigt, at vi også har taget rollen som skipper på en skude, der er begyndt at tage vand ind, på os. Vi er simpelthen nødt til at gribe øsen og få skovlet vandet over bords igen. Ellers ender skuden med at kæntre, fordi reaktionen og prioriteringerne af problemerne i psykiatrien har haltet voldsomt efter den konkret udvikling i alt for mange år.
Vi skal have flere medarbejdere i psykiatrien. Vi skal have mere forebyggende arbejde. Og vi skal i den grad have flere sengepladser. I dag udskrives 20 pct. af de indlagte så hurtigt, at de bliver genindlagt inden for 30 dage. Det kræver hverken ph.d., studenterhue eller 7 klasses realeksamen for at kunne regne ud, at det er håbløst tåbeligt og kortsigtet.
Med finansloven har vi har sammen med støttepartierne og Alternativet fundet 2,4 mia. kr. over de næste fire år til at styrke psykiatrien. Det er 600 mio. kroner ekstra om året. Det er penge, der særligt er rettet mod flere sengepladser, bedre normeringer og en styrket akutberedskab. Vi skal hurtigt have skabt nogle bedre forhold for personer med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.
Men jeg vil gerne forsikre om, at det kun er første skridt. For de konkrete initiativerne skal ses i sammenhæng med det kommende arbejde med en 10-års plan for psykiatrien, som vi også har på vej.
Psykiatriområdet har længe skreget på en ny retning. Regeringen har sat alle kræfter ind på at skabe den nye retning for Danmark. Ambitionerne og de afsatte penge til psykiatrien er for mig nok en grund til at være stolt af den nye finanslov.
