Rasmus Prehn (S): Vedligeholdte boliger også i Hjørring Kommune

Regeringens renoveringsstop kan ramme almene boliger overraskende hårdt i Hjørring Kommune, fastslår socialdemokraten Rasmus Prehn.

161

Hele 318.541.000 kroner risikerer de almene boliger alene i Hjørring Kommune ifølge oppositionen at gå glip af på grund af regeringens ghettoplan.

Socialdemokraternes Rasmus Prehn siger derfor fra. Lejerne i den almene sektor har selv sparet op, så de har krav på vedligeholdte boliger, mener han.  

– Finansieringen af regeringens udspil om parallelsamfund, også kendt som ghettoplanen, vil betyde, at helt almindelige boligområder over hele Danmark vil få udskudt helt nødvendige renoveringer på ubestemt tid, siger Rasmus Prehn.

– Af udspillet fremgår det nemlig, at Landsbyggefondens samlede renoveringsramme fra 2019 til 2026, altså over otte år, samlet set skal være på 21 milliarder kroner. Heraf er de 12 milliarder øremærket til de udsatte områder, uddyber socialdemokraten.

– Det betyder, at der kun er ni milliarder kroner til at finansiere renoveringerne i en otte års periode fra 2019 til 2026. Det svarer til godt en milliard årligt, og det rækker ikke engang til den kø til renoveringsordningen, som der er nu. Konsekvensen er krystalklar: Alle renoveringer uden for de udsatte områder kan stoppe fra 2020, noterer Rasmus Prehn.

Det rammer de almene boliger i Hjørring Kommune. Blandt andet er BoVendia boligerne på Solvænget, Idræts Alle, Sverigesvej med flere samt Domea boligerne i Hirtshals, herunder Havudsigten, på listen over de almene boliger i Hjørring Kommune, der selv har sparet op til renovering, men nu risikerer ikke at blive renoveret alligevel. Se BLs oversigt her: https://bl.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2018/se-hvilke-kommuner-som-faar-udskudt-noedvendige-renoveringer/

Hjørring Kredsens Socialdemokratiske Folketingsmedlem, Rasmus Prehn, sagde tirsdag aften tydeligt fra i TV2 Nord. Se med her: https://www.tv2nord.dk/artikel/omfattende-ghettoplan-aeder-budgettet-renovering-af-almene-boliger-i-fare

– Lige så meget, der er brug for en ghettoplan, lige så meget har de mange almene lejere krav på at få deres boliger renoveret. Derfor må regeringen finansiere deres ghettoplan mere solidarisk og rimeligt, understreger Rasmus Prehn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments