Af Rasmus Prehn (S)
Udviklingsminister
God aften alle sammen.
Jeg har glædet mig rigtigt meget til at fejre Sankt Hans med jer her i Hundelev.
Sidst jeg talte til et møde her i byen, var til et menighedsrådsmøde for lidt over et år siden.
I var mange. Rigtigt mange faktisk. Flere end til en rockkoncert inde i Hjørring by. Det var selvfølgelig også før nogen kendte noget til COVID-19.
Biskoppen spillede guitar. Vi sang højt og drak bajer.
Jeg tænkte: Her må jeg skynde mig at komme tilbage. I kan noget med fællesskab og hygge her i Hundelev.
Det krævede altså ikke megen betænkningstid, da jeg blev inviteret som taler til denne sankthansaften her i Hundelev.
Jeg tænkte: Hvordan bliver festen ikke, hvis også der er bål og brand?
Nu vil vi altså have et ordentligt bål!
Der er noget magisk over at samles om et bål. Jeg tænker, at det nærmest er et urinstinkt af fællesskab og samhørighed, der vækkes i os, når vi samles om et bål.
I årtusinder har vi tændt bål på netop denne aften. Først som en hyldest til lyset, solhvervet og årets gang. Dernæst da vi blev kristne, som en fejring af Johannes Døberen – og deraf navnet Sankt Hans.
- Historisk har vi mennesker tændt bål for at varme os
- Vi har tændt bål for at sende signaler, kommunikere og advare mod fjender
- Og vi har tændt bål for at holde vilde dyr væk
Men byens navn til trods, er der måske allerhøjst et par løsgående ræve og en enkelt ulv og ikke så mange andre vilde dyr – her i Hundelev. Så i stedet for at holde dyr væk, kan vi håbe på, at bålene her til aften – trods alt – kan holde coronaen lidt på afstand.
Tænd lige lidt ekstra op. Der er brug for det, Hjørring ligger tæt på.
Jeg håber, at dette års sankthansbål, kan blive et lys af håb for alle, der lider nød i den verden, vi lever i.
- Et håb om at komme ud af Coronakrisen
- Et håb om at sikre økonomisk fremgang og tryghed igen efter krisen
- Et håb om at sikre arbejdspladser og uddannelser til dem, der mangler!
Jeg håber også sankthansbålet, kan bruges som et afløb, hvor vi kan læsse vores bekymringer, vores nervøsitet og vores usikkerhed af på.
Vi har brug for en sommer med ro, tryghed og fremgang – efter en hård og strabadserende coronakrise.
Når vi kommer tilbage efter sommerferien, bliver der nok at tage fat på for os alle sammen.
Vi skal hver i sær i gang med at bygge op efter krisen.
I Danmark skal vi i mål med den længe ventede reform af vores tilbagetrækningssystem. Arne og andre der har knoklet et helt liv, skal have lov at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet i god tid og med værdighed
Velfærden skal sikres.
Lad os huske på, at når Danmark er kommet så relativt godt og trygt igennem coronakrisen – og jeg ved godt, vi er ikke igennem endnu – så skyldes det, at vi i Danmark har et socialt sikkerhedsnet, der kan holde hånden under mennesker, der mister deres indtægt.
Og så skyldes det, vi har et stærkt fundament i form af et rimeligt velfungerende sundhedssystem.
Der er naturligvis altid plads til forbedringer. Men sammenlignet med mange andre – også de andre rige lande -, så er vi kommet fornuftigt igennem den værste krise her i Danmark.
Jeg vil faktisk vove den påstand, at de mest lige og retfærdige samfund, kommer bedre igennem kriser end ulige og uretfærdige samfund.
Se fx bare på Storbritannien og USA, der ikke har bygget deres samfund på den samme model som os i Norden. De har haft helt andre kvaler med coronaen.
Ude i verden er der også nok at tage fat på. Det er trist at tænke på, når vi står her en dejlig dansk midsommeraften med udsigt til sommerferie, grill på terrassen og en badetur ved Vesterhavet.
Men i verdens allerfattigste lande, som jeg arbejder med som landets udviklings- og solidaritetsminister, – der ser vi meget voldsomme konsekvenser af coronakrisen.
Endnu ikke så meget på grund af sygdommen, men på grund af de afledte konsekvenser af nedlukningen.
Mere end 20 millioner job er forsvundet bare i Afrika pga. deres corona-nedlukning
Afrika oplever recession i økonomien og stigning i fattigdommen i første gang i mere end 25 år.
Verdensfødevareprogrammet WFP vurderer, at antallet af sultofre på verdensplan fordobles fra ca. 135 millioner mennesker til 270 millioner mennesker.
I mange lande benytter autoritative ledere coronakrisen til at jagte og undertrykke politiske, etniske og seksuelle minoriteter.
I Uganda havde de fx arresteret en større gruppe homoseksuelle mænd, fordi de mente, at de smittede mere med corona. Først efter at jeg og flere andre havde talt i telefon med premierminister, Ruhakana Rugunda, blev de sat fri igen. Danmark stiller nemlig krav, når vi giver udviklingsbistand.
At piger og kvinder er blandt de største ofre, når kriser kradser, er desværre en gammelkendt sandhed.
I Coronakrisen er mange kvinder blevet væk fra hospitalerne, når de skulle føde. Enten fordi de har været bange for smitten. Eller fordi de har vidst, at der slet ikke var kapacitet og tid til at hjælpe dem.
Det har desværre betydet en stigning i komplicerede hjemmefødsler samt mødre- og spædbørnsdødelighed.
Antallet af piger og kvinder, der udsættes for seksuel vold eller voldtægt, er steget.
Der opleves desværre også en stigning i gravide teenagepiger og barnebrude.
Der er lige nu mere brug for hjælp, engagement og international solidaritet, end der har været i mange, mange år.
Lad os kigge på det bål, vi tænder om lidt.
Lad os finde fællesskabet, sammenholdet og solidariteten frem
Lad engagementets gnister gløde
Lad næstekærligheden brænde
Og lad os tænde ildhuen og gøre en forskel
Som Einstein har sagt det: ”Verden er et farligt sted at leve. Ikke på grund af onde mennesker, men på grund af mennesker, der ikke gør noget ved det.”
I Danmark har vi lært af Einsteins ord. Vi er et af verdens mest solidariske lande. Det så vi under coronakrisen, hvor vi varmede os ved fællesskabet.
Og som vi om lidt synger i Drachmans skønne midsommervise fra 1885:
Så må vi aldrig lade vore hjerter blive tvivlende kolde!
Rigtig god Sankt Hans!
