Rasmus Prehn (S): Husk kulturpolitikken

Af Rasmus Prehn

Medlem af Folketinget
Socialdemokratiet

Kulturpolitikken er nærmest forsvundet ud af valgkampen. Vi er travlt optaget af velfærd, infrastruktur, udlændinge mm. Selvfølgelig ikke helt uden grund.

Det er jo særdeles vigtige emner. Men jeg synes, kulturpolitikken fortjener en langt mere fremtrædende plads i debatten. Kulturpolitik handler nemlig om alt det, der gør livet værd at leve og ikke mindst det, der danner os som folk, nation og fællesskab. Når fx vi diskuterer manglende sammenhængskraft, ulighed og konflikter mellem religioner og kulturer, skal vi huske, at en stærk og villet kulturpolitik kan løse og skabe rigtigt meget for os allesammen. 

Derfor vil jeg gerne med dette indlæg slå til lyd for større fokus på kulturpolitikken, ligesom jeg vil give en række små bud på, hvad jeg mener mangler i dagens kulturpolitik. Jeg kommer ikke i nærheden af at nå hele vejen rundt. Selvfølgelig ikke. Men jeg kan antyde en retning, og så kan debatten fortsætte efterfølgende.Kulturpolitik er for vigtigt til at blive glemt. 

Først og fremmest vil jeg opfordre til et opgør med den kedelige tendens i tiden til at skelne imellem, hvad der er folkelig, og hvad der er elitær kultur. Visse politikere prøver at score billige point i debatten om at ville begrænse eliten for at fremme det folkelige. Men hvorfor skabe skel og konflikt på denne måde? Det ville vi jo aldrig gøre i fx sportens verden.

Elitefodboldspilleren er jo netop med til at anspore og inspirere amatøren til at være med. Ligesom elitesportsudøveren skaber glæde, engagement og interesse. Derfor skal vi ikke tale eliten ned eller foreslå mystiske ting som at lukke det Kongelige Teater eller Operaen for at styrke den folkelige kultur lokalt. Tingene hænger sammen. Og i stedet for at tale skel og konflikt op, skal vi diskutere, hvordan elite og folkelighed kan have glæde af og supplere hinanden. Hvordan fremmer vi, at flere folkeskole- og gymnasieelever kommer på besøg i et teater – også det Kongelige, og hvordan sikrer vi, at eliten blandt kulturen kommer endnu mere ud lokalt?

Jeg er overbevist om, at flere børn, der oplever teater, musik, opera, ballet, film mm., giver flere børn, der har lyst til at være med og deltage selv. Aktiv kulturdeltagelse er efter mine begreber et mål i sig selv. Større kulturinteresse giver nemlig større forståelse, interesse og tolerance over for anderledes tænkende. Og aktiv kulturdeltagelse stimulerer også evnen til selv at skabe, tænke kreativt og innovativt. Alt sammen noget vores samfund har et skrigende behov for. 

Mennesker, der fx behersker at spille et musikinstrument, bliver ofte også bedre til at løse matematiske opgaver, til at lære sprogog til at tænke kreativt. Og så er det min oplevelse, at mennesker, der behersker et musikinstrument, også har en kolossal glæde og lykkefølelse ved det. Altså også en stor værdi i sig selv. 

På samme måde skal vi heller ikke tale vore folkebiblioteker ned –men op. Tænk sig, at vi rundt omkring i vore kommuner har regulære kulturelle og vidensmæssige kraftcentre, hvor alle og enhver kan komme ind og suge til sig og låne med hjem. Biblioteker er en verden af viden og formidling. Derfor skal vi hjælpe vore børn og hinanden med at lukke denne verden op, så vi hver især på en mere selvkørende måde kan berige os selv med viden og oplevelser, der gør os klogere, mere tolerante, forstående og kreative. 

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet, at når jeg tager mig tid til at læse skønlitteratur – det kan være en spændingsroman, en smal novelle eller et digt – ja så pibler det pludselig frem med en masse andre tanker og løsninger på problemer, jeg ellers ikke har kunnet finde i dage– eller ugevis. Læsning giver mig også ofte en lykkerus, jeg kan trække på, når andre ting opleves svære og genstridige.

Derfor skriger Danmark og Verden på politikere, der læser mere skønlitteratur, forholder sig til den, og inddrager det i de politiske diskussioner og løsninger. Gode gamle Anker Jørgensen startede alle morgener med adskillige sider skønlitteratur, inden han gik i gang med dagens politiske dont. Litteraturen var så at sige Ankers daglige åndelige vitaminpille. Det kan vi andre lære noget af. Vi må og skal læse mere skønlitteratur. Gør vi det, er jeg overbevist om, vi får flere kloge løsninger. Mere forsoning. Mindre had og langtmindre konflikt. Det er bare med at komme i gang. 

Lad os nu diskutere mere kulturpolitik. Lad os tale om, hvordan vi hjælper hinanden med at leve livet mere levende. Hvordan flere får nye, anderledes og berigende kulturelle oplevelser. Lad os række ud efter kulturen og inddrage den alle de steder, hvor vi kan. I skolen, derhjemme, på gaderne, i institutionerne og i alle vore mange berigende og bidragende kulturhuse, klubber, foreninger, teatre med meget mere. Sæt musik på, syng med, læs højt, læs mere, se film, teater, ballet og billedkunst. Kort sagt: Oplev! Og gør det sammen med andre.

Vi har så godt af det. Ikke mindst os der træffer beslutninger og arbejder politisk. Vi skal vågne op og diskutere kulturpolitik igen!