Af Rasmus Prehn
Medlem af Folketinget
For Socialdemokratiet
Opstillet i Hjørring kredsen
Vi er alle glade for og stolte over vores hovedstad. København er hele landets hovedstad. Naturligvis skal landet have en strategi for vores hovedstad.
Ligesom de nødvendige politiske rammer og investeringer skal sikres. Men vi skal altså ikke glemme Jylland og resten af landet. Vi skal ikke glemme væksten og udviklingen i hele landet.
På mig virker det lidt, som om den siddende VLAK-regering er gået i panik før lukketid. Folketingsvalget skal afholdes senest den 17. juni, regeringen er bagud i målingerne, og de er tilsyneladende bange for opbakningen i netop hovedstaden.
Derfor har regeringen de seneste dage pumpet det ene hovedstadsudspil ud efter det andet. Ikke særlig konkret. Mest hensigtserklæringer og valgkampsretorik. Men forventningerne skrues i vejret, og der lægges et pres, der kan give en geografisk slagside.
Jeg synes, det er helt afgørende vigtigt, at store anlægsinvesteringer ikke bliver et spørgsmål om hurtige løfter i en hektisk valgkamp. Infrastruktur er derimod et så alvorligt og vigtigt emne, at Folketingets partier skal samarbejde bredt om en langsigtet masterplan, der tager højde for helheden og balancen i det danske samfund.
Danmark har lige så meget brug for en nye tredje limfjordsforbindelse i Nordjylland og andre investeringer i Jylland, som vi har for en forkromet hovedstadsstrategi.
Glem nu ikke Jylland!