Rasmus Prehn (S): 2019 – med store opgaver og forventninger

En nytårshilsen fra Rasmus Prehn, som er Socialdemokratiets lokale medlem af Folketinget fra Hjørring-Hirtshals. 

244

Af Rasmus Prehn
Medlem af Folketinget for Socialdemokratiet
Opstillet i Hjørring kredsen

Først og fremmest godt nytår til alle. Jeg håber, I er kommet godt ind i det nye år, hvad enten I har festet med familie og venner, som jeg selv har, eller I har været på arbejde eller noget helt tredje. Jeg håber for alle, at 2019 bliver et godt og lykkebringende nytår.

Jeg skynder mig at melde mig i koret af begejstrede tilhørere af Dronning Margrethes nytårstale. Hvilken dejlig, præcis og vedkommende tale. Skønt med et direkte og vigtigt budskab til vore børn. Selvfølgelig er det ikke hverken udseende eller præstationer, der afgør vi menneskers værdi. Det vigtigste er naturligvis, hvordan vi er over for hinanden, som mennesker. Også dejligt, at høre Dronningen tale vigtigheden af vores klima og miljø op, samt ikke mindst at høre majestætens afstandtagen fra egennytte, egoisme og grådighed. Jeg er helt enig med de mange, der har sagt og skrevet, at denne nytårstale var den bedste af dronningens taler i mange år.

2019 bliver et travlt og strabadserede år for mig. Inden sommer skal vi både nå at have folketingsvalg (senest 17 juni) og Europaparlamentsvalg den 26 maj. Men inden da, har vi en masse politisk arbejde, der skal udføres. Som noget af det første skal vi have en ny havnelov på plads. En lov der er af helt afgørende betydning for vores egen Hirtshals Havn og de mange arbejdspladser der. Her skal vi undgå for meget bureaukrati og overimplementering af nidkære EU-regler. Derudover regner jeg med, at vi kommer til at diskutere fremtidens infrastrukturplanendnu mere indgående. Bl.a. er det afgørende vigtigt for mig at sikre finansiering og anlæg af en ny limfjordsforbindelse. Jeg tror, at flere politiske partier vil lancere deres planer på infrastrukturområdet i de kommende måneder, hvorefter arbejdet med at lave en politisk aftale, formentligt kommer til at ligge som det første efter folketingsvalget.

Her i Hjørring Kommune bliver det interessant at følge anlægsarbejdet med den nye togstation i Hjørring Øst. Flere har spurgt mig, hvad det bliver til med det projekt, hvad tidsplanen er mm. Derfor har jeg tjekket lidt op på det. Og planen er følgende: Det såkaldte ”forprojekt” er blevet afviklet fra oktober til december 2018. I de næste tre måneder kører detailprojektet. Fra april til juni skal udbudsprocessen med entreprenøropgaver køres. Validering og godkendelse kører parallelt med udbudsprocessen. Selve udførelsen af projektet kommer til at ske fra juli til november 2019. Ibrugtagningen af stationen kommer til at ske omkring årsskiftet 2019/20. Vi ved naturligvis fra tidligere projekterer, at der kan opstå forsinkelser. Men vi holder øje og håber på at tidsplanen overholdes, så vi snart kan stige af og på toget ved Hjørrings mange uddannelsesinstitutioner og idrætsfaciliteter samt ikke mindst boliger, der ligger i området. Det bliver bare rigtigt godt.

Landspolitisk forestår der mange store opgaver. Flere af dem kan vi måske først løse, når vi kommer på den anden sidste af et valg. Forhåbentligt med et andet og langt mere solidarisk og visionært flertal. Her tænker jeg først og fremmest på at sikre vore kommuner en mere realistisk og retfærdig økonomi, så der ikke længere skal spares på ældrepleje, folkeskole og børnepasning. Men jeg tænker også på at få afskaffet de ødelæggende 2 procent besparelser på vore uddannelsesinstitutioner. Ligesom vi skal have genoprettet vores sundhedssystem, der lider under manglende læger og patienter, der i de værste tilfælde må ligge på gangene.

Jeg tænker også på vore mange nedslidte seniorer på arbejdsmarkedet, der bør have en fair mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, end de har i dag med verdens højeste pensionsalder, som gælder i Danmark. Bedre muligheder for seniorordninger med nedsat tid eller andet, bør også sikres. Den galopperende ulighed med rekord i antallet af fattige børn og hjemløse unge skal stoppes. Vi ønsker slet ikke, at nogen skal leve i fattigdom eller uden et hjem. Og endelig er der brug for at forbedre vore dagpengeregler, så vore a-kassemedlemmer opnår bedre dækning og større tryghed.

Ude i den store verden er der i høj grad brug for større stabilitet og tryghed samt ikke mindst en langt mere ambitiøs klima- og miljøpolitik. Danmark bør engagerer sig langt mere helhjertet i FN og EU, hvor der i den grad er brug for en samlende strategi mod ulighed, fattigdom og klimakrise. Danmark skal kæmpe for en verden der samarbejder om problemerne, fremfor at optrappe konflikterne og kun tænke på sig selv.

Der er kolossalt meget at tage fat på. Jeg glæder mig til arbejdet i 2019. Jeg håber at også du vil hjælpe til og eventuelt skrive til mig med de emner og problemer, der fylder noget for dig. Jeg håber vi ses eller høres ved.

Rigtig godt nytår!

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments