Rasmus Prehn blev et populært loppefund i Fiberhallen

Flere tusinde nordjyder besøgte i weekenden Kræmmer- og Loppemarkedet i Fiberhallen i Hjørring.

279

Side om side med møbler, legetøjsbiler, spil, tøj og sko, havde de lokale socialdemokrater linet op med en kampagnebod fuld af socialdemokratisk merchandise – herunder reklame for det lokale folketingsmedlem, Rasmus Prehn, der inden sommer er på valg til Folketinget. Og det var ganske populært.

Mange lagde vejen forbi den synlige bod med de høje Rasmus Prehn-reklameskilte. Faktisk var boden så synlig, at stedet blev et yndet sted at mødes, fordi skiltene kunne ses i hele hallen. I stedet for at mødes under uret, mødtes Fiberhallens loppe-gæster ved Rasmus Prehn skiltene.

Sammen med den garvede socialdemokrat Ejvind Andersen.

På standen luftede socialdemokraterne også de nye lokale valgplakater, hvor Rasmus Prehn står side om side med lokale kendisser fra Hjørring, Løkken, Hirtshals, Sindal mm. Plakaterne er lavet for at illustrere Prehns tilhørsforhold lokalt i hele Hjørring Kredsen, der dækker hele kommunen.

I Løkken ses Prehn på stranden foran en fiskekutter med det lokale byrådsmedlem Børge Bech, i Hjørring står han på springvandspladsen sammen med Arne Boelt og bl.a. Mai-Britt Beith og Thomas Klimek og i Hirtshals er der taget billede på toppen af Hotel Hirtshals med det mangeårige byrådsmedlem Lilli Damsgaard og det nuværende medlem af byrådet Laila Zielke.

Hold sædet tørt og kæden stram – Rasmus Prehn hjælper cyklerne frem

Blandt de mest populære merchandise hos de lokale socialdemokrater, var de nye cykel-sæde-betræk, som er blevet fremstillet med reklame for socialdemokraternes lokale folketingsmedlem. ”Skal vi så sidde oven på dig?” spurgte folk Rasmus Prehn. ”Ja, det må jeg leve med” svarede Prehn, der med sloganet: ”Hold sædet tørt og kæden stram – Rasmus Prehn hjælper cyklerne frem” håber på lidt synlighed for cykelsagen, men også et smil på læben.

Sædebetræk med socialdemokraten Rasmus Prehn.

– Det var dejligt at tale med og hilse på så mange forskellige mennesker. Mange benyttede den afslappede atmosfære til at vende politiske ideer, kritik eller forslag med mig, og det er nyttigt. Bl.a. nævnte en elektriker, at vi bør være bedre til at forberede fremtidens byggeri på, at vi skal kunne lade vore el-biler op. Elektrikeren nævnte konkret en række nye udstykninger, hvor der slet ikke er kapacitet nok til, hvis alle i fremtiden kører el-bil og skal lade op, når de er hjemme, sagde Rasmus Prehn efter loppemarkedet i Fiberhallen.

– En mangeårig socialarbejder kritiserede socialdemokratiets forslag om, at flere udsatte børn skal anbringes uden for hjemmet. Og en mor og hendes datter var utilfredse med det de oplevede som klapjagt på sygemeldte. Jeg fik masser at tænke over og en del sager at tage med tilbage på Christiansborg, uddybede socialdemokraten, der gerne lever med at bruge weekenden som et populært loppefund.

– Jeg er vild med loppemarkeder, og jeg går stærkt ind for genbrug, bl.a. pga. klima og miljø, slutter Prehn, der til lejligheden havde iklædt sig en mærkeblå genbrugstrøje, som hans mor har købt til ham i den Røde Kors genbrugsbutik, hvor hun er frivillig, sluttede Rasmus Prehn.

Rasmus Prehn var ikke til at komme udenom i Fiberhallen.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments