Herligt livsbekræftende var det ifølge Rasmus Prehn (S) denne mandag formiddag at besøge Hjørring Produktionsskole.
– Her får eleverne lyst til at lære igen, fordi de oplever, hvad de kan bruge regning, matematik, læsning og skrivning til i den virkelige verden, når der skal bygges et højbed, anlægges en terrasse, bygges en mur, laves skilte til Naturmødet, syes dukker til en teaterforestilling for børnehavebørn eller strikkes en hue, fortæller Rasmus Prehn.
– Her er herlige lærere og værkstedledere, der brænder for arbejdet og indgyder eleverne håb og arbejdsmoral. Og en ledelse og bestyrelse, der går til arbejdet med optimisme og krum hals, også når den nye FGU-lov skal føres ud i virkeligheden med de udfordringer, det giver, uddyber Rasmus Prehn.
– Jeg tager fra mødet med optimisme og med lyst til at give unge med svage boglige forudsætninger bedre muligheder for at komme i lære og tage en faglig uddannelse, slutter det socialdemokratiske medlem af Folketinget.