Rappe damer, fede biler og Tour de Tornby

Højdepunktet ved fredagens sommerfest var utvivlsomt det spændende og skægge sponsorcykelløb.

47

Mens der fortsat var gevinster i tombolaen og rigeligt med fadøl i hanerne indfandt fredagens højdepunkt sig ved sommerfesten med det traditionelle sponsorcykelløb, hvor der var 10 tilmeldte teams.

Der blev lagt hårdt ud fra start på den kuperede rute ud fra klubhuset og retur ned ad Rævskærvej. Det særlige ved Tour de Tornby er imidlertid, at der ikke bare køres på tid, men også gives point for blandt andet bedste udklædning. Løbet blev i øvrigt overvåget af en patruljevogn fra Nordjyllands Politi.

Undervejs gav Christian Byrdal med sine fantastiske hatteskift rigtig hård konkurrence til Ulrik, Emil og Jimmi fra Bents Garage. Sidstnævnte løb imidlertid af med sejren foran Team Jensen fra Mørtelværket, hvilket muligvis blev hjulpet på vej af rigeligt med væskeindtag og en budcykel pyntet op med Dannebrog. Sponsorløbet indbragte da også et betragteligt beløb.

På den anden side af teltet morede børnene sig som forventet gevaldigt på hoppepuderne, mens Dennis fra Team Steen viste sin egen og kammeraternes  skinnende velpolerede biler frem for publikum.

– Det er en dyr hobby, så heldigvis har jeg nu fået den første sponsor, som er Toolbox Tattoo, men jeg kan sagtens bruge flere, da jeg lige har ødelagt drivakslen, som koster noget i retning af 20.000 kroner, fortalte Dennis Steen.

På vej tilbage igennem teltet stødte FlaskePostens udsendte på tre rappe damer, der virkelig var klædt på til at feste igennem i den lyse og lune nat i teltet ved klubhuset hos Tornby Idrætsforening. Vi vender stærkt tilbage lørdag.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments