Af Ragnhild Jakobsen
Brønderslevvej 107
Vrensted
Det er midsommer. Græsset er grønt, det dufter af hyld fra grønne læhegn, og kornet står frodigt og lysende grønt på markerne. Naturen er en farvesymfoni af grønt i alle nuancer – også her i udkanten af Hjørring Kommune tæt på Stenum. Selv håbet er grønt. Håbet om at udskiftningen af de 8 møller ved Hjortnæs midt i lokalområdet, lige før Brønderslev kommune, ikke bliver til noget.
Det håb fik en dybere farve af grønt i forrige uge, da fire ud af seks politikere i Teknik-og Miljøudvalget stemte nej til vindmølleprojektet Hjortnæs ll. Børge Bech, Michael Engbjerg, Mogens Bjerre og Laila Zielke vurderede, at projektet vil få for stor negativ indvirkning i lokalområdet, herunder på landskabs- og kulturinteresser. Den vurdering får Peter Larsen (formand for Vendsyssel Energi- og Miljøforening) til i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende (lørdag den 22. juni) at spørge, om de fire kommunalpolitikere er ”helte eller skurke”.
Vi lever i et demokrati, hvor borgere så vel som politikere har frihed til sætte sig ind i en given sag, vurdere for og imod og derefter handle ud fra den personlige overbevisning, man når frem til. Den form for demokrati berettiger ingen til at hæfte hverken helte- eller skurkerollen på andre. TMU har udført deres arbejde. Om de fire politikeres gode beslutning bakkes op, tør jeg ikke spå om. Det ansvar er nu overladt til samtlige politikere i Hjørring Byråd. Farven på mit grønne håb blafrer.
På onsdag skal byrådet tage stilling til, om en mulig udskiftning af møllerne skal gå videre til planlægningsfase. Jeg håber, at et flertal i byrådet vil prioritere Vestvendsyssels unikke kulturlandskab højt. Og jeg håber ikke mindst, at et flertal vil befri os lokale borgere i området mellem Stenum, Børglum og Vrensted for de gener, det vil medføre for vores livskvalitet, vores helbred og vores økonomi, hvis vi blive naboer til kæmpevindmøller på 150 meter. Vi går ind for grøn energi, men industrianlæg af den slags, hører hjemme på havet og ikke på landjorden.
Jeg har sammen med andre fra Gruppen for beskyttelse af kulturlandskabet i Vestvendsyssel samlet underskrifter ind i lokalområdet. Heldigvis har borgere en demokratisk ret til at skrive under på, at de deler gruppens bekymring for vindmølleprojektet Hjortnæs ll, også selv om de bor I Løkken eller endnu længere væk. De har ikke, som Peter Larsen antyder, skrevet under på, at generne bliver deres. De har med deres underskrift vist empati for medmennesker og givet udtryk for en beskyttende holdning til kulturlandskabet. Man kan være både for og imod projektet, ja endog andelshaver, selv om man bor langt væk fra området med møllerne.
Der var så dejligt ude på landet. Også om natten. Græsset mod nord er grønt, hyldens hvide skærme lyser i mørkgrønne læhegn og vinden skaber sarte grønne bølger i kornet. I midsommernatten er naturen stadig en farvesymfoni af grønt i mange nuancer. Og håbet er endnu grønt.
Håbet om at byrådet ser bort fra Peter Larsens forslag om at vælge ”vindmøller som aflad for danskernes overforbrug” og vægter landskab og menneskers livskvalitet højere.
Så sandt som det er sagt.
Hvor er det et godt indlæg! Vi håber at politikerne kender deres besøgelsestid- og stemmer dette skrækkelige og ødelæggende projekt ned under gulvbrædderne.
Tak Ragnhild fordi du giver stemme til de mange bekymrede borgere, der nu i årevis
Ikke ved om de er købt eller solgt!