
Vist er det da ikke Legoland eller Lalandia ved Billund, men man når meget, meget langt med færre midler og til gengæld mindst ligeså stort et lokalt engagement her i vandkanten ved Hirtshals
Der er nemlig i den grad en helt speciel atmosfære hos Fun-Park i Hirtshals, hvor man gang på gang overraskes over kreative tiltag eller arrangementer. Lørdag kiggede webavisen tilfældigvis indenfor i det gode vejr.
Aldrig så snart var vi kommet ind på pladsen, hvor der var rigtig mange gæster, før vi kunne konstatere, at der ikke bare var konfirmation, som så mange andre steder i disse dage, men minsandten en af slagsen med tvillinger, hvortil der var inviteret og fremmødt ikke færre end 60 gæster.
Allan skulle skære for i teltet og havde alligevel tid til at lade os smage på parkens hjemmelavede rådyrpølser, der var en himmerigsmundfuld, mens slagets gang blev styret sikkert fra køkkenet af Birgitte.
Dernæst løb vi ind i en polterabend med en flok glade piger, der havde stylet den vordende brud og iklædt hende et passende skrud, som hun så ud til at have det helt fint med og i hvert fald lod sig fotografere.