Psykiatrien står stærkt på borgerinddragelse

To nordjyske projekter er nomineret til Årets Borgerinddragende Initiativ.

184

Psykiatriens arbejde med inddragelse af patienter og pårørende har resulteret i to nomineringer til Danske Regioners ”Årets borgerinddragende Initiativ” – Peerboards og PRO-Psykiatri.

– Det er superflot, at Region Nordjylland igen i år er repræsenteret i feltet af nominerede. Årets tema er borgerinddragelse i Psykiatrien. Her står vi stærkt i Nordjylland, hvor Psykiatrien i flere år har arbejdet meget målrettet med patient- og borgerinddragelse. Det er fortjent, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Patienter og pårørende gør det fantastisk

Psykiatriens to nominerede projekter er henholdsvis deres peerboards, som er et fora, hvor brugere af Psykiatrien involveres i udviklingen af Psykiatrien, samt PRO-Psykiatri, hvor patienter har været med til at udvikle et redskab til at styrke samarbejdet mellem patient og behandler.

– Det er så sejt, at vi har to nominerede, siger Line Myrup Gregersen, der er konsulent i Enhed for Samskabelse og tidligere medlem af Psykiatriens Peerboard.

– Der er en fordom om psykiatriske patienter som svage og ude af stand til at tage del i samfundet. De to initiativer her viser, at det ikke er rigtigt. Der er supermange kompetencer blandt vores patienter og deres pårørende. Og som på så mange andre områder, så har de personer, der har oplevet det på deres egen krop, stor viden og erfaring at trække på. Derfor er samarbejdet mellem patienter, pårørende og ansatte helt uundværligt i udviklingen af Psykiatrien, siger Line Myrup Gregersen.

MED ikke FOR: Samskabelse med Peerboard

Det psykiatriske peerboard skal sammen med Psykiatriens ansatte udvikle en nordjysk psykiatri, der er mere personcentreret, og som imødekommer patienter og pårørendes ønsker, behov og præferencer, så de oplever at få den rette hjælp på det rette tidspunkt og på den rette måde.

Peerboardet har 28 medlemmer, der alle er brugere af Psykiatrien enten som patienter eller pårørende.

Peerboardet har patienter og pårørendes erfaring og kompetencer i fokus. Helt konkret har peerboardet anbefalet peeransættelser som den vigtigste ressource for ændring af fremtidens psykiatri. Det er netop blevet en realitet, og det glæder Klaudia Kristensen, der er peerboard medlem og som har indstillet projektet til ”Årets Borgerinddragende Initiativ”.

– Det har været en ekstremt givende proces for os i Peerboardet at kunne se tiltaget omkring peeransættelser udvikle sig fra en spæd idé på en workshop for år tilbage til et helt konkret tiltag, som nu er økonomisk og ledelsesmæssigt bakket op. Det har været som at bygge i fællesskab og nu se resultatet af ens hårde arbejde. Det bliver spændende at se, hvad ansættelsen af peers kommer til at betyde for brugere og pårørende i deres møde med Psykiatrien, siger Klaudia Kristensen.

PRO-Psykiatri er skabt af patienter til patienter

PRO-Psykiatri er skabt af patienter til patienter, hvor man bruger PatientRapporterede Oplysninger (PRO).

Formålet er bl.a. at anvende patientens egne oplysninger i dialogen mellem patient og behandlere som grundlag for fælles beslutningstagen og planlægning af behandling. På den måde sikrer man, at patientens ønsker og behov inddrages mest muligt.

– Det at PRO-Psykiatri er udviklet og testet sammen med brugere, er vigtigt. PRO-Psykiatri skal styrke samarbejdet mellem bruger og behandler – og det virker endda med fordele for begge parter, siger Maria Bonde, pædagogisk medarbejder i PsykInfo samt patientrepræsentant i PRO-Psykiatri.

– PRO-Psykiatri er et bevis på, hvor vigtig samskabelse er for behandlingen og ikke mindst brugernes mestring af de problematikker, der er i et liv med sygdom, siger Maria Bonde.

Patienten udfylder forud for samtalen et elektronisk spørgeskema med 20 spørgsmål om egenoplevet psykisk og fysisk helbred, social funktion og trivsel. Oplysningerne kommer både i patientjournalen, på den personlige portal på sundhed.dk, samt bruges i kvalitetsarbejdet i Psykiatrien.

PRO-Psykiatri er skabt i samarbejde mellem et nationalt patient peerboard, klinikere, ledere, og forskere.

Se mere om Året borgerinddragende initiativ: https://www.regioner.dk/sundhed/kvalitet-og-styring/aarets-borgerinddragende-initiativ

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments