Hjørring Kommune lancerer samtidig med Naturmødet i Hirtshals et projekt på Coop Crowdfunding, som skal styrke biodiversiteten og hjælpe de sjældne sommerfugle og andre insekter.
I forbindelse med projektet ”Naturkommunen blomstrer vildt”, som “Bonderøven” Frank Erichsen og Hjørring Kommune står bag, vil der blive sået og plantet vilde planter både i haver, rabatter, parker og erhvervsområder i Hjørring Kommune.
Med Coop Crowdfunding kan du give et bidrag til at hjælpe med at udvikle egnsspecifikke frøpakker og småplanter, der vil styrke biodiversiteten lokalt.
Projektet starter med at udvikle en frøpakke, der skal styrke biodiversiteten i Nordjylland, men ambitionen er at udvikle frøpakker til hele Danmark.
Få Kællingetand med hjem til haven
Som noget helt unikt kan gæsterne på Naturmødet for et bidrag på 100 kroner få en kuvert med frø fra danske Kællingetand med hjem til haven, uanset hvor i Danmark de bor.
Hent din pose Kællingetand i Coops stand på Naturmødet – stand nr. 49. (vis din kvittering for bidrag)
Få vilde stauder til din have
Naturglade borgere i Nordjylland kan til gengæld for et bidrag på 100 kroner hente en småplante i fire udvalgte lokale Coop butikker til næste år.
Småplanterne (små stauder i potter) vil være arter, som alle er vigtige nektar- og foderplanter for sommerfugle: Blodrød storkenæb, tormentil, håret høgeurt og smalbladet timian.
Førstnævnte er foderplante for den sjældne sortbrun blåfugl, som har sit eneste danske levested i grønsværklitterne på begge sider af Hirtshals.
Tormentil er vigtig for spættet bredpande, og de sidste to er vigtige nektarplanter. Planterne fungerer fint som bunddækkende stauder.
Se mere og giv et bidrag på Coop Crowdfunding: Hjælp sjældne sommerfugle