Forleden mødtes den 11 mand store bestyrelse hos Hirtshals Musikforening for at arbejde videre med forberedelserne til MUSIK UNDER TRAPPEN 2014 på Vesthavnen i Hirtshals. Det foregår i dagene 18. til 25. juli og begge dage inklusive.
”Vi har et supergodt hold i bestyrelsen med mange forskellige kompetencer, og det er også bydende nødvendigt, når vi skal have alt til at gå op i en højere enhed, i forbindelse med et musikarrangement der strækker sig over hele 8 aftener, og når vi samtidig også meget gerne vil lave et arrangement, hvor overliggeren er sat højt”, fortæller Rasmus Jespersen, som er formand for Hirtshals Musikforening.
Mange frivillige hjælpere
”Vi er godt med i tidsplanen, men vi ved også at pludselig går det stærkt, og opgaverne bliver flere og flere. Heldigvis har vi flere års rutine, og alle ved stort set hvad hinanden kan, og hvilke opgaver de skal løse. Vi er så priviligerede i Hirtshals Musikforening, at vi har forholdsvist nemt ved at finde frivillige hjælpere, som har lyst til at gi’ et nap på den ene eller anden måde i forbindelse med MUSIK UNDER TRAPPEN, og vi ligger os i selen i forhold til, at det skal være hyggeligt at medvirke,” oplyser Rasmus Jespersen.
Irsk Aften og Country Aften
”Det er Henrik Vestergaard som er HMF’s musikkoordinator, og igen i år er det væltet ind med henvendelser fra bands fra både nær og fjern, som gerne vil spille. Det er et stort puslespil at få musikprogrammet på plads, men vi kan godt røbe at det er lykkedes igen i år, og folk kan glæde sig til både en Irsk Aften og en Country-Aften i år. Totalt set er det omkring 25 bands der medvirker i denne udgave – heriblandt lidt nostalgi for dem som kan huske det nordjyske 70’er band McKinleys, der såmænd også dukker op,” beretter Rasmus Jespersen.
NEWS og RASMUS NØHR
”Den store aften bliver igen Onsdag i uge 30 – den 23. juli. Her bliver der virkelig folkefest på kajen, hvor vi for 7 år i træk stiller en stor scene op udenfor teltet og præsenterer et større dansk musiknavn, ja i år faktisk hele 2 af slagsen. Det er NEWS med sangerinden Nadia Stein i front. Hvem husker ikke de store NEWS-klassikere: ”Du Er” – ”Alle Andre Si’r” – ”Sig Mig Hvem Du Elsker” og flere andre. Det andet hovednavn bliver fantastiske RASMUS NØHR med band. Han gæstede os i efteråret 2013 med en koncert som måske er en af de allerbedste Hirtshals Musikforening nogensinde har arrangeret, så vi har store forventninger til denne koncert med fuldt band, og store hits som ”Alderspræsident” – ”Det Glade Pizzabud” – ”Sommer I Europa” – ”Sød Musik” og meget mere,” slutter formand Rasmus Jespersen.