Programmet er klar til Spar Nord Skole-Cup 2018

Hirtshals Boldklubs Ungdomsafdeling glæder sig til for 18. gang at byde alle velkommen til Spar Nord Skole-Cup.

219

Hirtshals Boldklubs Ungdomsafdeling glæder sig til at byde alle velkommen til årets Spar Nord Skole-Cup, som den 10. og 11. marts afholdes for 18. gang.

Interessen for deltagelse har været meget stor, og arrangørernes forventninger til tilmeldinger til stævnet er mere end indfriet, idet 56 hold er tilmeldt i 2018.

Årets deltagere kommer fra følgende ni skoler: Lundergårdskolen, Muldbjergskolen, Højene Skole, Sindal Skole, Bindslev Skole, Bjergby-Mygdal Skole, Horne Skole, Tornby Skole og Hirtshals Skole.

Opmærksomheden skal henledes på, at der i stævnet kun er mulighed for at stille med mixhold. Når holdet spiller med max. antal spillere på banen, skal der som minimum være en pige på banen (dog slækkes der på pigereglen i 0. og 1. klassetrin).

Bemærk

• Senest 5 min. før første kamp i klassetrinet skal det udfyldte holdkort være afleveret ved dommerbor-det.
• Alle hold skal være omklædt 5 min. før første kamp, hvor der bydes velkommen til klassetrinet. Fx er mødetid for alle hold i 3. klassetrin kl. 8.25, 4. klassetrin kl. 11.35 osv.

Lørdag den 10. marts kl. 08.30 – ca. 18.40.
Søndag den 11. marts kl. 08.30 – ca. 16.10.

Alle hold kommer til at spille mellem 3 og 5 kampe. Spilletiden pr. kamp er 7 min.
I 0. og 1. klassetrin er der medaljer til alle spillere. I de øvrige klassetrin er der pokal og medaljer til nr. 1 samt medaljer til nr. 2 og 3. Herudover er der mulighed for at score en trøstepræmie, da der er kagemand på spil i alle klassetrin.

Arrangørerne håber, at alle vil tage kampen op ud fra devisen om, at det er vigtigst at deltage og have det sjovt. Det sociale skal være i højsædet, selvom der i nogle klassetrin kæmpes om medaljer og pokaler.

Skolefodbold er blot en af de aktiviteter, som Hirtshals Boldklub arrangerer. Turneringens formål er, at eleverne uden for skolemiljøet kan mødes til et arrangement af social karakter, hvor kammeratskab og glæden ved at være sammen er højst prioriteret.

Sluttelig vil arrangørerne opfordre til en forhåbentlig god og hyggelig weekend med masser af oplevelser. Lad os få fest – farver – fodbold på børnenes præmisser.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments