Prestigefyldt pris for togt på paddleboard over Skagerrak

Casper Steinfath beder nu thyboerne om økonomisk hjælp for at finde de sidste penge til en dokumentarfilm om Viking Crossing 2.0.

148
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Det var en overrasket og rørt Casper Steinfath, der mandag morgen dansk tid modtog en SUP Award i kategorien ’Top Expedition’ for sin tur over Skagerrak, Viking Crossing 2.0.

SUP er en forkortelse af Standup Paddleboarding og prisuddelingen foregik på Doheny State Beach, som ligger mellem Los Angeles og San Diego i den amerikanske stat Californien. Det er en af de mest prestigefyldte priser inden for standup paddleboardiong, og der var i alt fire nominerede i kategorien.

– Jeg er så glad, rørt og stolt lige nu. Det er så vildt at stå her i Californien og blive anerkendt som dansker i et amerikansk miljø. Det er så stort at tage den mest prestigefyldte SUP-pris i verden hjem til Danmark, siger den 25-årige Casper Steinfath fra Klitmøller.

Viking Crossing fandt sted den 18. marts i år, da den firedobbelte SUP-verdensmester på 18 timer og 30 minutter padlede 147 kilometer i et iskoldt hav fra Hirtshals til Kristiansand i Norge.

– Det er en anerkendelse af mit hold og de udfordringer, vi mødte. Den her pris er ikke kun til mig, den går til hele mit hold, siger Casper Steinfath.

Prisen kommer på et godt tidspunkt. I øjeblikket er en filmproducent er ved at sætte sidste hånd på en dokumentarfilm om Viking Crossing. En film, der kommer til at handle om, hvad der skete bag scenen.

– Vi glæder os til at fortælle historien om forberedelserne og de mentale udfordringer i at gøre noget, ingen anden før har gjort, siger Casper Steinfath.

Men Steinfath og hans hold mangler de sidste penge til efterbehandling og tekstning, så den kan blive klar til det internationale marked. Derfor sætter padlesurferen i denne uge gang i en Kickstarter-kampagne, hvor almindelige mennesker kan bidrage til, at filmen kommer på gaden.

– Viking Crossing handlede ikke at komme fra A til B. Den handlede om at sætte sig et mål og opnå det og lære af sine fejl, hvis man ikke opnår sit mål. Jeg håber, at folk vil hjælpe mig med at filmen kommer ud, så vi kan fortælle det budskab, siger Casper Steinfath.

Det er planen, at filmen om Viking Crossing får premiere i foråret 2019.

Link til tidligere artikler: Viking Crossing.
Kilde: TV2: Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments