Den aktuelle anledning til samrådet var de nye tal fra Vejdirektoratet, der viser, at den eksisterende tunnel har passeret smertegrænsen på 80.000 biler i døgnet – en grænse som ses som det kritiske punkt for, hvornår kapaciteten i tunnelen er opbrugt.
Den nye minister havde ingen aktuelle planer om en anlægslov trods den massive og kritiske trængsel. Men ministeren kom dog med en række overraskende meldinger. Ministeren var først og fremmest uenig med Venstre, der har foreslået brugerbetaling på den nye Limfjordsforbindelse. Det er ikke realistisk, sagde ministeren om Venstrefolkenes forslag.
Nordjyderne vil da vælge at benytte de gratis forbindelse, der allerede er, argumenterede ministeren og satte trumf på ved at referere et af de pensionsselskaber, der har regnet på en såkaldt OPP, Offentlig Privat Partnerskabsmodel, med brugerbetaling. De mener, at det ville være nødvendigt fx at nedsætte den tilladte hastighed til 55 kilometer i timen i den eksisterende tunnel for at sikre kunder til den nye forbindelse.
Endvidere kunne transportministeren berette, at den eksisterende tunnel er så medtaget og nedslidt, at den måske allerede må tages ud af brug om 30 år. Alligevel havde ministeren ingen plan for finansiering af en ny forbindelse. Det bekymrer transportordfører for Socialdemokratiet Rasmus Prehn:
– Ministerens holdning er, at problemet i Nordjylland slet ikke så stort som i resten af landet og i øvrigt kan nordjyderne bare vælge at køre på andre tidspunkter end der hvor der er trængsel. Han tager jo slet ikke problemer alvorligt. Jeg var ærlig talt lidt rystet over ministerens tilgang til dette samråd.
Rasmus Prehn opfordrer dog til, at ministeren tager trængselsproblemerne seriøst og finder en løsning på problemet:
– Jeg opfordrer til, at alle partier i Folketinget står sammen og laver en masterplan for fremtidens infrastruktur med en klar prioritering af en statslig finansiering af en ny 3. Limfjordsforbindelse – om ikke andet så i etaper, som gennemføres i den takt, vi får råd til dem. Investeringen vil være sund og rentabel for samfundet, så det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi har råd, men om, at vi ikke har råd til at lade være.
Meldingerne fra ministeren er vi mange, der er glade for især heroppe i Hirtshals, der som bekendt er Skandinavien C. Som trafikknudepunkt er vi her i byen og området afhængige af, at der findes en løsning på flaskehalsen ved Limfjorden.