Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) demonstrerede mandsmod og gik så at sige planken ud, da han søndag eftermiddag iførte sig overlevelsesdragt og sprang i det iskolde havvand ved jollehavnen ud for Hirtshals Redningsstation.
Her deltog ministeren nemlig i den traditionsrige fastelavnsfest, hvor katten slås af tønden, som til det formål hænger fra et reb udspændt over havnebassinet, mens redningsfolk og gæster iført de obligatoriske overlevelsesdragter forsøger at ramme tønden, hvilket ikke er helt let, når man ligger i vandet.
– Hvilken herlig og god tradition, det er at slå katten af tønden i havnen en gang om året for også at afprøve de obligatoriske og helt livsnødvendige overlevelsesdragter, som fiskere og andre af søens folk skal have med i tilfælde af, at de kæntrer eller på anden måde ender i vandet, fastslår efterfølgende Rasmus Prehn.
Heldigvis er det heller ikke ved dette arrangement en levende kat, som det var i de rigtig gamle dage, men derimod små flasker med lidt at lune sig på, der er i tønden, som efter noget møje og besvær også i dag fik bunden banket ud, hvorefter smilene rigtig kom frem i hvert fald hos de voksne deltagere.
Kattekonge blev Mads Møller Pedersen, mens Oliver Nielsen blev præmieret for at have klaret turen i den vådeste dragt, hvilket utvivlsomt har været en kold fornøjelse denne blæsende søndag på Hirtshals Havn.
Præmierne var ligeledes traditionen tro en rigtig havkat og en bette flaske bjesk, der blev uddelt af arrangementets alderspræsident Peter Jacobi, som var med til at starte den populære event op for snart 30 år siden.
Efterfølgende var der som altid både bjesk og fiskefrikadeller til samtlige fremmødte, idet sidstnævnte var blevet stegt af 70 kilo af den bedste fiskefars.