Når katten er ude, spiller musene på bordet, hedder en gammel talemåde, som blandt andet kan betyde, at de ansatte slapper af med deraf følgende fald i produktivitet eller kvalitet, når chefen er borte, men sådan er det tydeligvis ikke på Restaurant Lilleheden.
Indehaverne Mona og Ejvind Kjeldsen Jensen er nemlig umiddelbart før højsæsonen taget på velfortjent ferie, men det har bestemt ikke, kan vi nu konstatere, haft negativ indvirkning på hverken service eller kvalitet i restauranten med byens bedste beliggenhed på Den Grønne Plads.
Restauranten har er bredt varieret menukort, men henover året tiltrækker især spisestedets tapas mange gæsters opmærksomhed, fordi de er varieret efter årstidens råvarer. Således er der aktuelt en lækker sommertapas, men vi valgte nu i stedet alt godt fra havet med den ekstremt flot anrettede skaldyrstapas.
Til den menu lod vi tjeneren Annika Gaust vælge en hvidvin lavet 100 procent på druen Picpoul fra det lille franske område Picpoul de Pinet, der i øvrigt er berømt for østers og ligger ved indsøen Étang de Thau over for Sète.
Man behøver da heller ikke være stjernekok eller vinkyper for at forstå, at man skyder sig selv i foden, hvis man serverer den forkerte vin til en ellers fremragende ret, men netop valget af vine gør de også en dyd ud af hos Restaurant Lilleheden.
Placeret udenfor på den hyggelige terrasse har man i øvrigt byens allerbedste udsigt over det vestlige havneområde og ikke mindst indsejlingen med færgerne samt solnedgangen, hvis man altså bliver hængende længe nok på de behageligt opvarmede pladser.
Allerede når man får serveret fadet med den bestilte skaldyrstapas, overvældes man ved synet af det, der med en måske banal frase kun kan kaldes et overflødighedshorn af lokale råvarer fra Skagerrak og Nordsøen. Smukt og overskueligt anrettet.
Her er hvidvinsdampede blåmuslinger med aioli og pommes, krabbeklør med urtedressing, hvidløgsstegte jomfruhummere med melon, avokado og chili, kammuslinger i skal med gulerodspuré og bacon, ærteblinis med rogn af lakseørred, cremefraiche og rødløg, blæksprutteringe med sød peberfrugtssalsa, croissant med hjemmelavet skaldyrssalat, pil selv rejer med citron og mayonnaise samt et tårn af mozzarella, tomat og mynteolie, som serveres med pesto, brød og smør.
Lad det bare her afslutningsvis, hvor superlativerne hober sig op i samme omfang som skaldyrene og tilbehøret, være blankt indrømmet, at netavisens udsendte har listet anretningen op efter menukortet for at være sikker på, at alle herlighederne kom med.
Denne sommers skaldyrstapas er simpelthen suverænt varieret og komponeret med kompetent sans for selv de allerfineste nuancer i både smag og farve. Bedre bliver det ikke nord for Limfjorden!