Pragtfuld åbning af Hirtshals Fiskefestival

Mange vil måske mene, at Hirtshals Fiskefestival 2015 først går i gang fredag, men rent faktisk var det i dag på Nordsøen Forskerpark med køkkenchefen Oles lokale fiskeretter for børn i Madværkstedet.

34

Allerede tidligt torsdag morgen hilste FlaskePostens udsendte på Ole Kjærsgaard Nielsen, da han på sin vej til Nordsøen Forkserpark, cyklede forbi på Nejstbrinken i Hirtshals.

Som køkkenchef på Nordsøen er det nemlig Ole Kjærsgaard Nielsen, der ikke bare har fået idéen til, men dermed også står med ansvaret for Madværkstedet med lokale fiskeretter for børn, der reelt er åbningen af Hirtshals Fiskefestival 2015.

Nogle af de første i gang med de fileter, som med kyndig hånd blev udskåret af Søren og Kaj, var drengene Joakim og Malte i selskab med deres far Kennet samt kammeraten Frederik. I løbet af mindre end en halv time havde de fået kokkereret nogle lækre fiskeretter, som de nød i det solskin, der endelig igen skinnede over Nordsøen.

Samtidig kunne Ole Kjærsgaard for første gang offentligt henvise til salget af Årets Sild 2015. Den er komponeret af Anders Holm fra restaurant Villa Vest i Lønstrup og kan fra og med i dag købes i blandt andet souvenirkiosken på Nordsøen Oceanarium.

Dernæst besøgte webavisens udsendte, som ellers er hjemmefødning, for første gang prøvetanken hos SINTEF ligeledes ved Nordsøen Forskerpark. Her var nemlig åbent hus fra kl. 11.00 til 13.00, hvor man blev vist rundt af den ingeniørstuderende Flemming og Stefan, der til daglig er ansat hos SINTEF i Trondheim.

Siden 1. august 2000 har SINTEF Fiskeri og havbruk A/S, som er et norsk selskab, der repræsenterer en bred faglig kompetence og branchekundskab inden for udnyttelsen af havets ressourcer, nemlig drevet prøvetanken hos Nordsøen.

Den 1200 m3 store prøvetank har siden begyndelsen af firserne været brugt af fiskere og vodbindere til udvikling og demonstration af trawl samt til forskning især inden for brændstofbesparelser og selektive redskaber og den stærkt voksende dambrugsindustri til havs.

– Det er faktisk også kun ganske få gange, jeg har været her, selv om jeg sidder i bestyrelsen for Nordsøen Forskerpark, fortalte Venstres lokale byrådsmedlem Jørgen Christensen, som også var på besøg ved åbent hus arrangementet hos SINTEF.

Når det er så sjældent, at der er mulighed for besøg, skyldes det selvfølgelig, at de virksomheder, der betaler dyrt for at bruge prøvetanken, ofte er i gang med at udvikle teknologi, som de gerne vil holde hemmelig, indtil eksempelvis eventuelle patenter er på plads, forstod man på Stefan og Flemming.

På vej tilbage til cyklen mødte webavisens udsendte to bekendte fra Hirtshals Fiskefestival 2014. Dengang var Preben Noer og Erik Kristensen her med skoleskibet M/S Athene. Denne gang var de i bil, men igen for at fortælle om udviklingen af uddannelserne på Fiskeriskolen.

Denne torsdag har altså budt på en pragtfuld og oplevelsesrig åbning, der for det første i skrivende stund slet ikke er ved vejs ende og for det andet lover særdeles godt for resten af Hirtshals Fiskefestival 2015.

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments