Præsten fortalte historien om Bindslev Kirke

Sognepræst Katrine Kjeller udlagde tirsdag ikke teksten fra Bibelen, men derimod den spændende historie om tilblivelsen af Bindslev Kirke.

112

Tirsdag formiddag kl. 9.00 mødte 3. A samt 6. A og B fra Bindslev Skole op til en spændende rundvisning med sognepræst Katrine Kjeller Petersen Mikaelsen i Bindslev Kirke.

Sognepræsten bragte eleverne, som havde fordybelsesdag i faget historie, med tilbage til vikingetiden, hvor de første danskere blev kristne omkring år 800, hvilket er godt og vel halvandet århundrede før, at Harald Blåtand mellem år 960 og 985 rejste den store Jelingesten.

Herefter blev eleverne ført frem i tid over bygningen af den lokale kirke mellem år 1200 og 1250 til Martin Luther og reformationen omkring 1520.  Herefter gik det slag i slag med blandt andet døbefad til fonden og prædikestol frem til renoveringen af kirken.

Første store skridt skete med restaureringen i 1885 af kalkmaleriet af Maria med Jesus på skødet. Næste store skridt blev taget, da man opdagede, at samme maleri var ved at blive destrueret af varmen fra kirkens oliefyr.

I 1982 gik man derfor i gang med det store projekt, som blandt andet førte til nyt gulv med indlagt varme og den nye altertavle af kunstneren Arne L. Hansen. Først kasserede man dog efter skarpe protester fra menigheden en skitse af Johannes Hofmeister.

Sognepræsten fik indlevet og klart udlagt den megen symbolik både i altertavlen og kirkebænkenes udsmykning. Elever og lærere gik derfor fra kirken med en stor oplevelse og masser af viden i bagagen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments