Præsentation af tirsdagens program til Musik Under Trappen

Det er svært at forstå, hvordan det år efter år kan lade sig gøre for Hirtshals Musikforening at sammensætte det store program på en måde, hvor hver aften er en afvekslende kombination af overraskende nyt og velkendt, men tirsdag er ingen undtagelse ved Musik Under Trappen.

515

Tirsdagens program starter med det vendsysselske band Chills, som spiller lækre covernumre af mange forskellige kendte artister.

Bandet har under et år på bagen sammen, og med kun 17 årige Julies dejlige bløde vokal er de klar til mødet med publikum i teltet. Stilarten er primært akustiske versioner af både nye og gamle sange – lige fra Little Wings til Eurythmics og mange andre. Det være sig både, pop, country og rock.

Bandet gør et stort nummer ud af, at lave deres egne fortolkninger og vi glæder os til at hør dem for første gang. Chills består af: Julie Bruus: Vokal – Stig Dyrendal: Guitar – Rene Kristensen: Guitar og Anders Godtfredsen: Cajon.


Det er heldigvis lykkedes Hirtshals Musikforening at få Jens Jepsen tilbage i teltet. Sidste års koncert var en lækker musikalsk oplevelse. Jepsen og bandet brillerede med en musikalsk ægthed og overlegenhed som var en fornøjelse at overvære.

Jens Jepsen er en 23 årig ung mand, født og opvokset i Hjørring, og han har siden han var 16 år været værtshussanger i de nordlige dele af landet. Musikken er fortællinger om at vokse op i modstand og måden at håndtere den på, og alle sange for fortællinger er inspireret af Jens eget liv her i Vendsyssel.

Drengene på scenen swinger så det er en fryd for øret, så der er virkelig noget at glæde sig til. Nogle af bandets inspirationskilder er legender som Bob Dylan, Johnny Cash, The Rolling Stones og blandt andet derfra har Jens Jepsen lagt sin helt egen stil i forhold til at komponere sange.

Bandet har alle vidt forskellige baggrunde i alt fra jazz, latin, rock og world – så vi glæder os til at følge med i de fantastiske historier der bliver formidlet videre til publikum.

På scenen er: Jens Jepsen: Vokal og Guitar – Albert Reinholdt Østergaard: Kontrabas – Turbo Jørgen: Percussion – Casper Hejlesen: Guitar samt Jakob ”Falafel” Jensen: Percussion.


Musik Under Trappen fortsætter programmet med tre unge fyre fra Aalborg. Et band der virkelig er i god form.

Virtus har netop vundet den lokale musikkonkurrence ”MAKE IT ROCK” i det midtjyske, og udover æren fulgte der også nogle kontanter med og mulighed for at arbejde i et lydstudie med professionel producer.

Bandet vil gerne have deres selvskrevne rocksange ud til et endnu større publikum, så sejren i konkurrencen var et godt skridt i den retning. Virtus arbejder hårdt med tingene, og man kan roligt glæde sig til at høre smagsprøver på deres repertoire denne tirsdag i Hirtshals.

På scenen i Virtus finder du: Lasse Jensen: Leadguitar & Vokal – Anders Søbye: Trommer og Sören Lyngklip: Bas & Vokal.


Publikum kan have mødt Popfars for første gang sidste sommer til Musik Under Trappen – kun ganske få måneder efter at de var blevet etableret – egentlig som et lille hyggeprojekt, som nu har udviklet sig til lidt mere end oprindelig tiltænkt.

Det nordjyske partyband beviste sidste år i teltet, at de er garanter for en fed fest. Glæd dig til fem glade gutter med masser af energi og spilleglæde. Repertoiret i Popfars går henover navne som Prince, Depeche Mode, David Bowie, The Rolling Stones, The Beatles og meget andet, så vær beredt på at Tirsdagens program på Vesthavnen slutter med et brag.

Popfars stiller op i følgende opstilling: Michael Toldbod: Vokal – Michael Sprøgel: Guitar og vokal – Tobias Gaust: Trommer – Kasper Bruun: Bas og samt Michael Meulengracht Skou: Vokal, Guitar, Keyboards.


Forsidefoto: Jens Kranen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments