Præsentation af ny turismechef

Hjørring Kommunes nye turismechef Anna Oosterhof kan i sagens natur få stor indflydelse på erhvervet også i og omkring Hirtshals.

20
Turismeudviklingschef Anna Oosterhof fra Hjørring Kommune. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.

Anna Oosterhof har siden 1. oktober været turismeudviklingschef, skriver Hjørring ErhvervsCenter. Samtidig med, at turismeudviklingscentret og dets fire medarbejdere har etableret sig i Amtmandsboligen i Hjørring, er Anna Oosterhof gået i gang med at lægge fundamentet til centrets fremtidige arbejde.

Det sker ved, at turismechefen opsøger en række centrale aktører i det lokale turisterhverv. Det er i første omfang de største turist-virksomheder samt ikke mindst de lokale turistforeninger.

– Turistforeningerne skal fortsat spille en væsentlig rolle, og for mig er det vigtigt, at turismeudviklingscentret får et tæt samarbejde med de lokale foreninger, som både har erfaringen og fingeren på pulsen vedrørende aktuelle problemstillinger, siger Anna Oosterhof til Hjørring ErhvervsCenter.

Turisme-chefen vil i første omgang være meget lyttende i forhold til turistvirksomhederne for at få det bedst mulige kendskab til, hvilke behov virksomhederne har.

– Internationalt vokser turismen stærkt i disse år. Her i Nordjylland skal vi have størst mulig andel i denne vækst. Det skel ske ved, at vi alle bliver bedre til at give turisterne, hvad de efterspørger. Vores rolle i turismeudviklingscentret bliver at rådgive virksomhederne omkring produktudvikling, markedsføring, samarbejdsrelationer og på alle andre områder, hvor vi kan blive dygtigere, fastslår turismechefen overfor Hjørring ErhvervsCenter.

Anna Oosterhof har i sin korte tid som turistudviklingschef fået mange positive reaktioner ude i virksomhederne.

– Især i de små turistvirksomheder er der sjældent tid eller mulighed for at diskutere mere overordnet omkring forretningen. Så bare det, at de får én at snakke med, er godt. Og selvfølgelig er det endnu bedre, hvis jeg kan bistå med råd og vejledning, noterer turismechefen.

Bestyrelsen for turismeudviklingscentret har møde i denne uge. Her skal der drøftes strategi for den fremtidige virksomhed. På det driftsmæssige område skal organisationen også igennem en udviklingsproces, så den bliver optimalt gearet til at løse opgaverne.

Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments