Poul Ole Nielsen er af Flemming Søgaard blevet bedt om at placere den allersidste jubilæumssten i anledning af 100 års byjubilæet i Hirtshals.
– Der er placeret mange sten nu, men der er stadig betydningsfulde steder i byen, der fortjener at blive fremhævet. Jeg har valgt at placeres sten nr. 100 ved stranden øst for havnen, da jeg synes det er et fantastisk sted. Jeg har nogle af mine bedste barndomsminder fra vores sommerhus ved Kjul, fortæller Poul Ole Nielsen.
– Som knægt i Hirtshals var området med det 9. batteri den mest fantastiske tumleplads, hvor legen og fantasien kunne få frit spil. Til den ene side er der en pragtfuld bynær strand, hvor masser at mennesker går friske ture, lufter hunde, fisker rav osv. Om sommeren er der badene og surfere. Så har havneudvidelsen skabt en indsø, der er blevet en rasteplads for masser af søfugle og ornitologer, og til glæde for os almindelige naturelskere.
– Til den anden side er havnen nu rykket helt ud forbi det 9. batteri. Det illustrerer godt den fantastiske udvikling havnen har gennemgået siden den blev etableret for 100 år siden. Havnen er livsnerven i Hirtshals, og fiskeri, færger og fragt, med følgeindustrier, er sammen med turismen det der gør byen, og det giver os smør på brødet
– Endelig er der jo møllerne. Der er godt nok delte meninger om deres skønhed; men jeg er personlig meget positiv og synes de er flotte. Man kan da ikke andet end være imponeret over den ingeniørmæssige bedrifter, der ligger bag de store møller. Og så er det meget positivt, at møllerne symboliserer, vi i byen også er miljøbevidste, og gør en indsats.
– Placeringen af stenen kan måske nok virke lidt kontroversiel lige nu, hvor det mest af alt ligner en våd byggeplads. Men når der bliver ryddet op, og det gror lidt til, tror jeg det bliver et smukt sted. Der vil være til stor glæde for både os lokale og for turisterne, og vil blive meget brugt som udgangspunkt for rekreative aktiviteter.
– Til slut vil jeg gerne udtrykke et stort ønske om, at havnen i sin fremtidige planlægning, altid vil bibeholde denne korridor ud i naturen fra havnen, at der altid vil være fri passage og parkeringsmulighed på stedet, slutter Poul Ole Nielsen.
Hør ham fortælle her: