Vesterhavets søvn
Vesterhavet ligger ned
det sover ganske sødt
og bølgen ligger ligeså
skønt den er gennemblødt
selv brændingen kun snorker lidt
men ellers er her ro
en havfugl svæver elegant
nej se nu er der to
Solen sidder varmt og højt
den skriver sommervers
så viser sig en lille sky
der kommer den på tværs
forvirret solen ser sig om
og lægger blok og pen
men da den er i højt humør
der skrives snart igen
Vesterhavets skønhedssøvn
vil næppe vare ved
snart bølgen den vil rejse sig
med hovedet på sned
mens viltre lokker flagrer hvidt
den vækker brændingen
da ser vi du har sovet godt
og er dig selv igen
Solen skriver stadigvæk
men nu på sidste vers
det handler om den lille sky
der kom den lidt på tværs
dog snart da skal der vise sig
en regnsky stor og stærk
det er såmænd den lille sky
som blot fik vokseværk
Af forfatter og digter Poul Jansen i maj 2020.