Vemod sagte nynner
Så sagte vemod nynner
når lyset vandrer bort
når solens sidste stråler
de maler himlen sort
det gør mig ondt når dagen
den visner for min fod
og nattens mulm og mørke
spadserer mig imod
Lyt nattetiden starter
sit tunge åndedræt
og puster til den flamme
som virker bleg og træt
der fældes tit en tåre
når dagen er forbi
og vemod sagte nynner
en sidste melodi
På havet bølgen sukker
og går til sidst til ro
mens vemod sagte nynner
vi danner par vi to
i søvnens milde verden
vi finder ro og fred
vi vugger lidt og drømmer
om lys og evighed
Af lyriker og forfatter Poul Jansen, december 2018, Hirtshals.
Foto: Arkiv.