Tusmørkets sti
Det hænder vi vandrer
ad tusmørkets sti
og da ses ej de blomster
som vi går forbi
for det lyse og smukke
er slet ikke her
alt er gråligt og dunkelt
i tusmørkets skær
Selv sangfuglens latter
er gået i mol
og den stemme vi hører
er følelseskold
og vor tunge er bitter
og intet er sødt
midt i brystet vort hjerte
er barket og dødt
Dog oftest er stien
i tusmørket kort
den vil slynge sig lidt og
så svinder den bort
atter mærkes i skoven
en sand eufori
sang og dufte og farver
der stryger forbi
I træernes kroner
nu blæser en vind
og den sender en hilsen
dybt ind i vort sind
der er hilsen fra blomsten
vor duftende ven
og fra sangfuglens latter
som lyder igen
Af lyriker og forfatter Poul Jansen i august 2019.
