Sommerhede
Solen slår smut
over havets dovne bølger
brændingen nu blunder
med vinden svag fra øst
sølvmågen svæver
mens andre den forfølger
hede timer hviler
så sødt midt i mit bryst
Brændingens skum
gider knap nok røre stranden
hvor hvert enkelt sandkorn
er gået helt til ro
unge behager
at kysse blidt hinanden
mens de sammen slentrer
af sted blot to og to
Solen igen
slår et smut henover havet
legesyg det er den
skønt alting ånder fred
se mor det sandslot
jeg netop selv har lavet
tårnet knejser skyhøjt
om end et gran på sned
Dagen i dag
ånder hedeslag og ladhed
flaget slapt på stangen
det vender samme vej
selv strandens vipstjert
sædvanlig frisk som frihed
virker her i solen
lidt sommertræt og bleg
Solen slår smut
over havets dovne bølger
hede timer hviler
så sødt midt i mit bryst
brænding og svag vind
i dag de to forsølver
stilheds dybe stunder
langs Vesterhavets kyst
Af lyriker og forfatter Poul Jansen, sommeren 2018.