Søvnløs
Hvor har jeg dog svært ved at sove
din side af sengen er tom
forgæves jeg søger din kærlige hånd
hver gang at jeg vender mig om
hvis blot vi ku’ mødes i drømme
hvis blot jeg ku’ sove en stund
da ville jeg nok engang høre
et trøstende ord fra din mund
En bølge vil bryde mod stranden
dens liv det er heftigt men kort
som bølger vi ligger på kulingens hav
og pludselig vandrer vi bort
jeg lytter til brændingens susen
og føler lidt ro i min krop
imens at der blundes da ser jeg
en rosenknop lukke sig op
En rose vil blomstre og visne
men når dog at blive en ven
med vinden den spreder sin liflige duft
før rosen som os sygner hen
jeg rækker min hånd mod en rose
men finder din side er tom
med tanke på atter at drømme
jeg vender mig håbefuldt om
Af forfatter og digter Poul Jansen i juli 2020. Poul Jansen signerer søndag den 12. juli kl. 15.30 på Nordvestkajen 3 i Hirtshals digtsamlingen Havets hjerteslag, som han har udgivet sammen med billedkunstner Laila Pallisgaard.